Fakta

Sådan er du stillet ved fly-konkurs

Her kan du læse mere om, hvordan du er stillet.

Hvis konkursen sker, mens du er afsted:

* Har du købt din flybillet direkte hos flyselskabet, er du dækket, hvis flyselskabet får konkurs under din rejse. Det eneste krav er, at billetterne er til flyvninger mellem en dansk og en udenlandsk lufthavn. Rejsegarantifonden dækker udgifterne til en ny billet på nær en selvrisiko på 1000 kroner.

* Har du købt en pakkerejse dækker Rejsegarantifonden ved konkurs. En pakkerejse skal bestå af mindst to af følgende: Transport, indkvartering eller eksempelvis billeje eller en koncertbillet. Selskabet skal være registreret hos Rejsegarantifonden.

* Hvis billetten er købt som del af en sammensat rejse, dækker Rejsegarantifonden i nogle tilfælde. Sammensatte rejser består af mindst to forskellige ydelser, som er købt i forlængelse af hinanden, men betalt hver for sig. Det kan eksempelvis være, at flybilletten er købt hos et selskab, som formidler dig videre til en hoteludbyder. Rejsegarantifonden dækker i dette tilfælde kun for den ydelse, som rejseudbyderen er ansvarlig for og har modtaget betaling for.

Hvis konkursen sker, inden du rejser:

* Hvis du har købt flybilletten direkte hos selskabet, skal du altid betale en selvrisiko på 1000 kroner, og Rejsegarantifondens formue er afgørende for, hvor meget du kan få i erstatning. Flybilletten skal være til flyvning mellem en dansk og en udenlandsk lufthavn.

* Har du købt en pakkerejse, er du dækket af Rejsegarantifonden. Hvis ikke du kan få en tilsvarende rejse, erstatter Rejsegarantifonden beløbet for rejsen.

* Hvis du har en sammensat rejse, kan du kun få dækket det løb, som du har betalt for den første ydelse i din rejse.

Betalingskort:

* Hvis billetten er betalt med eksempelvis mastercard eller maestro, kan banken søge erstatning på dine vegne, hvis flyselskabet går konkurs.

* Banken kan ikke hjælpe, hvis du har betalt med et almindeligt dankort. Men hvis du har betalt med visa-delen af dit visadankort, kan du forsøge at få banken til at søge erstatning.

Forsikring:

* En sidste mulighed er at tjekke din rejseforsikring. Det kan være, at den dækker, når flyselskaber går konkurs.

Kilder: Forbrugerrådet Tænk.