Danskerne valfarter under coronaen til skovene som aldrig før.
Det giver problemer for dyrene og for driften af skovene, lyder det fra Dansk Skovforening – en brancheorganisation for private skovejere.
Cirka 70 procent af skovene er privatejede. Her gælder særlige regler for adgang og færdsel. Læs om reglerne herunder.
* Du må færdes til fods og cykle på egnede veje og stier i private skove fra klokken 06 til solnedgang.
* Du må tage din hund med i skoven, og den skal altid være i snor.
* Du må gøre ophold på veje og stier, hvis der er mindst 150 meter til beboelses- og driftsbygninger.
* Du må kun færdes til fods og opholde dig i skovbunden, hvis du har spurgt ejeren om lov.
* Du må samle nødder, bær, kogler, svampe, blomster, urter, grene, kviste, mos og lav, hvis du kan nå dem fra stier og veje. Du må tage til eget brug – omkring en posefuld.
* Du må ikke skære eller klippe noget af træerne.
* Du må kun overnatte i private skove med ejerens tilladelse.
* Du må kun tænde bål, bruge kogeapparater eller andre åbne ildsteder i private skove med ejerens tilladelse.
* Du må ride på private fællesveje, der fører gennem skoven. Ellers kræver ridning altid ejerens tilladelse.
Kilde: Dansk Skovforening, Ritzau