Fakta

Sådan undgår du at kriminelle opsnapper dine oplysninger

Stadig flere handler på nettet, og de kriminelle er fulgt med. Her er et overblik over, hvad du kan gøre for at undgå, at de forkerte får fat i dine personlige oplysninger.

* Opdater alle dine programmer løbende, have både antivirusprogram og firewall og sørg for at dit trådløse netværk er krypteret. Når man sikrer sit trådløse netværk afskærer man kriminelle fra at holde øje med ens færden.

* Send aldrig dine fortrolige oplysninger i en mail. Banker, kreditkortselskaber og offentlige myndigheder vil som hovedregel ikke sende mails med link til at logge ind med NemID. De vil heller ikke bede dig sende NemID-koder.

* Giv kun dine personlige oplysninger som navn, adresse og telefonnummer, når der er behov for det. Vær for eksempel kritisk, hvis du bliver bedt om at oplyse cpr-nummer, når du handler på nettet.

* Når du handler, skal du se efter e-mærket. Det garanterer, at siden lever op til dansk lovgivning.

* Undersøg, om der er en sikker forbindelse på siden. Betalingsoplysningerne kan ikke ses af andre, hvis der står “https” eller vises en hængelås i adressefeltet.

* Hvis man skal være helt sikker på, at ens kreditkortoplysninger ikke bliver stjålet, skal man kun handle på sider, der er tilmeldt MasterCard SecureCode og Verified by Visa.

* Betal altid med kort. Så er du sikret, hvis varen aldrig dukker op, eller hvis sælger trækker for mange penge. I mange tilfælde kan banken føre pengene tilbage til dit kort.

Kilde: E-mærket.dk og Det Kriminalpræventive Råd