Fakta

Sagaen om Amager Fælled

Et utilgængeligt krat på en gammel losseplads eller uerstattelig bynær natur fyldt med sjældne arter?

Meningerne om Amager Fælled er delte. Men spørgsmålet om, hvorvidt der skal bygges boliger på en del af området er blevet et af de mest højspændte i københavnsk lokalpolitik.

Her følger et overblik over sagen:

* Amager Fælled er et 2,23 kvadratkilometer stort naturområde i København. det afgrænses af Artillerivej (tidligere Lossepladsvej), Ørestads Boulevard og Vejlands Allé.

* I 1994 blev det besluttet, at en del af Amager Fælled skulle sælges til byggegrunde for at være med til at betale for metrobyggeriet.

* Omkring årtusindskiftet begyndte en helt ny bydel, Ørestad, at tage form, og metroen stod efterhånden færdig. Mens højhuse, rækkehuse, hoteller og virksomhedsdomiciler skød op, stod en grund ud for Sundby Station fortsat ubebygget hen.

* I 2016 blev byggeplanerne konkrete. Amager Fælled Kvarter skulle være et moderne, bæredygtigt bynaturkvarter med 2500 boliger lige ved metroen.

* Men planerne fik en storm af protester til at rejse sig. De 18 hektar, som kvarteret skulle fylde, var nemlig helt uerstattelig natur, lød kritikken. Hvor meget af Amager Fælled er gammel losseplads og inddæmmet område, er området ved Sundby Station en gammel strandeng fra stenalderen.

* Strandengen huser sjældne dyre- og plantearter, padder og orkidéer, anførte kritikerne, der talte blandt andre den kendte kok Nikolaj Kirk. Der blev indsamlet tusindvis af underskrifter og afholdt flere demonstrationer.

* Protesterne fik flere partier til at gå imod byggeplanerne i tiden op mod kommunalvalget i november 2017. Også selv om de i sin tid havde bakket op om dem. I september 2017 tilsluttede Venstre og Konservative sig, at det skulle undersøges, om der kunne bygges et andet sted end på strandengen.

* Halvanden måned før valget meldte overborgmester Frank Jensen (S) ud, at der ikke skulle opføres boliger ved Sundby Station. De 2500 boliger skulle dog opføres et andet sted, varslede han.

* Siden har forvaltningen i Københavns Kommune undersøgt, hvilke byggegrunde kommunen ellers har, der vil kunne huse så mange boliger, at det økonomisk kan kompensere for grunden ved Sundby Station.

* Kommunen har beregnet, at der skal skaffes 1,3 milliarder kroner på boligbyggeriet.

* Undersøgelserne har peget på andre grunde på Amager Fælled og enkelte grunde, der ikke ligger på Amager Fælled. Men ifølge et politisk flertal på rådhuset er der ikke nok grunde uden for fælleden, til at det kan erstatte de oprindelige planer.

* Spørgsmålet indgår i forhandlingerne om Københavns Kommunes budget for 2019.

* Mandag forlod Enhedslisten og Alternativet de forhandlinger, fordi de øvrige partier fastholder, at der skal bygges på Amager Fælled. Dog ikke på den gamle strandeng ved Sundby Station.

* Natten til fredag blev de syv forhandlende partier enige om en løsning, der skal erstatte byggegrunden Ørestad Fælled Kvarter. I alt forventes byggeriet at fylde 11,8 hektar af Amager Fælled.

Kilder: Ritzau, Magasinet KBH, Politiken, Københavns Kommune.