Fakta

Sagen om Anna Britta Troelsgaard Nielsen

* Sagens hovedperson, Anna Britta Troelsgaard Nielsen, var afdelingsleder i Socialstyrelsen frem til 26. september 2018.

* Hun er tiltalt for at have svindlet for 117 millioner kroner, som hun har overført fra Socialstyrelsens satspuljemidler til egne konti.

* Ifølge anklageskriftet overførte den 64-årige kvinde offentlige tilskudsmidler til sig selv over 300 gange. Det skete i perioden fra 1993 til 2018.

* Hun er ud over groft bedrageri også tiltalt for embedsmisbrug og dokumentfalsk.

* 30. oktober blev Britta Nielsens 38-årige søn anholdt i Johannesburgs internationale lufthavn i Sydafrika. Han er sigtet for groft bedrageri til 3,6 millioner kroner.

* 5. november blev Britta Nielsen anholdt i en lejlighed i Johannesburg. Hun rejste efterfølgende frivilligt hjem til Danmark.

* 10. november blev mor og søn varetægtsfængslet frem til 4. december i København. Siden er fængslingen blevet forlænget flere gange.

* Britta Nielsens to døtre er ligesom sønnen sigtet for groft hæleri ved at have brugt af de penge, som deres mor angiveligt har svindlet sig til. Politi og anklagemyndighed har dog ikke krævet døtrene varetægtsfængslet.

* 29. januar kom det frem, at Britta Nielsens svigersøn også er sigtet i sagen.

* 1. marts blev der offentliggjort to eksterne undersøgelser om sagen. Det forsvundne beløb blev løftet til 120,6 millioner kroner, men det kan ikke udelukkes, at det er større.

* Anklagemyndigheden ønsker ikke at gå nærmere ind i forskellen på godt tre millioner kroner mellem det forsvundne beløbs størrelse sammenlignet med det beløb, som Britta Nielsen er tiltalt for. Ifølge anklagemyndigheden kan der føres bevis ved domstolene for de 117 millioner kroner.

Kilder: Ritzau, Børne- og Socialministeriet, PWC og Kammeradvokaten.