Fakta

Sagen om den dræbte journalist der alligevel er i live

* Tirsdag aften skriver flere internationale nyhedsbureauer, at den fremtrædende journalist Arkadij Babtjenko, kendt for sine kritiske holdninger til den russiske regering, er blevet skudt og dræbt i sit hjem i den ukrainske hovedstad, Kijev.

Ifølge ukrainsk politi finder Babtjenkos kone ham blødende i parrets lejlighed og ringer efter en ambulance. Han dør ifølge politiet på vej til hospitalet.

Politiet mistænker, at drabet på Babtjenko er knyttet til hans virke som journalist.

På et pressemøde fremviser politiet en tegning af den formodede gerningsmand. Tegningen viser en kasketklædt mand med gråt skæg på omkring 40 til 45 år.

* Kort efter, at historien om Babtjenkos død er kommet ud tirsdag aften, udsender det russiske udenrigsministerium en pressemeddelelse. Rusland kritiserer, at journalister bliver dræbt uden konsekvenser i Ukraine.

* Onsdag formiddag beskylder Ukraines premierminister, Volodymyr Hrojsman, Rusland for at stå bag drabet på Babtjenko.

– Jeg er overbevist om, at Ruslands totalitære maskine ikke har tilgivet hans ærlighed og principielle standpunkter, skriver Volodymyr Hrojsman på Facebook ifølge BBC.

* Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, afviser på en pressekonference beskyldningerne fra den ukrainske premierminister.

– Den ukrainske premierminister taler allerede om, hvordan drabet blev udført af den russiske efterretningstjeneste. En efterforskning er endnu ikke startet (…). Denne måde at håndtere internationale anliggender på er meget trist, siger ministeren.

* Onsdag eftermiddag afholder den ukrainske sikkerhedstjeneste en tv-transmitteret pressekonference.

Her indleder sikkerhedstjenestens øverste chef, Vasyl Hrytsak, med at sige, at russiske specialenheder har beordret Babtjenko død, og at man har tilbageholdt en ukrainsk statsborger i forbindelse med drabet.

Kort efter fortæller Hrytsak, at Babtjenko rent faktisk er i live, og at “drabet” på ham var iscenesat for at forhindre, at han rent faktisk blev dræbt.

Herefter dukker Arkadij Babtjenko selv op på pressemødet.

Han undskylder for, hvad befolkningen har været udsat for i forbindelse med rapporterne om drabet på ham.

Babtjenko tilføjer, at den operation, som har fundet sted, har været planlagt i to måneder. Han takker samtidig de ukrainske sikkerhedsstyrker for at have reddet hans liv.