Fakta

Sammensat rejse

Et sammensat rejsearrangement består af mindst to forskellige typer rejseydelser, fx fly og hotel, som indgår i den samme rejse eller ferie.

Det kan fx være et sammensat rejsearrangement, hvis du efter at have købt den første rejseydelse, fx et hotelværelse, på rejsebureauets hjemmeside bliver præsenteret for en række tilbud på en eller flere yderligere rejseydelser, fx billeje, som rejsebureauet formidler for en anden rejseudbyder. Det kan fx være via et pop op-vindue, som dukker op, efter du har betalt for den første rejseydelse. Du betaler for de to rejseydelser hver for sig.

Det er ikke et sammensat rejsearrangement, hvis du køber to rejseydelser uafhængigt af hinanden, og den første rejseudbyder ikke har formidlet kontakt til den anden rejseudbyder.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen råder forbrugerne til at være opmærksomme på, at hver enkelt udbyder er ansvarlig for at levere sin del af rejsen. Det er kun den rejseudbyder, som har formidlet det sammensatte rejsearrangement, der skal stille en garanti, som beskytter dig, hvis rejseudbyderen går konkurs.

Kilde: Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen