Fakta

Savnede danskere

Hvor mange danskere forsvinder faktisk i Danmark? Til en artikel om dem, der specifikt leder efter folk, ville det jo være relevant information. Svaret er omstændigt og desværre ikke ligetil.

Newsbreak.dk har været i kontakt med Rigspolitiet, der ligger inde med tal over, hvor mange danskere, der blev meldt savnet, kvartal for kvartal, for 2015-2017.

De tal kunne vi offentliggøre, men tallene siger ikke meget andet, end hvor mange der bliver meldt savnet, kvartal for kvartal, år for år.

Problemet er, at man hos Rigspolitiet ikke fører statistik med, hvor mange der faktisk bliver fundet igen.

Rigspolitiet ligger eksempelvis inde med en liste på 1154 personer, der siden 1940’erne er blevet meldt savnet og ikke fundet igen. Rigspolitiet har også en dynamisk liste liggende over personer, der er savnede af forskellige årsager, men den udvikler sig hele tiden, positivt som negativt.

Vi kan dog fortælle, at der i 2015, 2016 og 2017, kvartal for kvartal, blev meldt mellem 494 og 714 personer savnede på landsplan.

Som man kan læse i artiklen om folk, der er forsvundet i Danmark, er der ofte tale om folk, der udebliver fra en retssag, session eller lignende.

Kilde: Rigspolitiet.