Fakta

Seks tip til at undgå MRSA i køkkenet:

Vil du sikre dig, så husk køkkenhygiejnen. Hold dig til nogle enkle regler, så minimerer du alle former for bakterier i din mad – også MRSA:

1. Optø frossent kød i køleskabet
Så formerer bakterierne på overfladen af kødet sig ikke så hurtigt.

2. Vask hænder, når du har rørt ved råt kød
Vær særlig omhyggelig, hvis du har sår eller rifter på fingrene og lad være med at pille dig i næsen. Husk at tage dine ringe af, inden du rører ved råt kød. Hvis du har en rift i fingeren, kan du desinficere riften efter håndvask med et egnet desinfektionsmiddel.

3. Hold råt kød væk fra andre råvarer
Grønsager og færdig mad som for eksempel den færdiglavede ret skal i sikker afstand fra råt kød, så du ikke overfører bakterier fra de rå varer til den spiseklare mad. Brug forskellige knive, skærebrædder mv. til henholdsvis råt kød og spiseklar mad.

4. Hold knive og skærebrædder rene
Skift både kniv og skærebræt, når du skærer salat og færdigtilberedt mad. Og husk at gøre dem ordentligt rene efter brug. Spækbrætter af plastik kan sættes i opvaskemaskinen. Spækbrætter af træ skal rengøres grundigt med vand og sæbe og efterfølgende skylles med kogende vand.

5. Brug rene karklude og viskestykker
Skift dem hver dag, og hvis du har brugt kluden til at tørre kødsaft op med, så skift den med det samme. Brug i stedet køkkenrulle til at tørre kødsaft op med.

6. Gennemsteg kødet
Det skal helt op på 75 grader, før bakterier er væk.

Kilde: Forbrugerrådet Tænk.