Fakta

State of the union

Den såkaldte State of the Union, der er USA’s udgave af statsministerens nytårstale, er en tradition, der er lige så lang som den amerikanske republik.

Læs mere om talen her:

* State of the Union er en årlig tale, som USA’s præsident holder for medlemmerne af Kongressens to kamre, Senatet og Repræsentanternes Hus.

* Ifølge den amerikanske forfatnings artikel to har præsidenten krav på at holde en årlig tale, hvor han “med jævne mellemrum orienterer Kongressen om nationens tilstand”.

* Den første tale til nationen blev holdt af USA’s første præsident, George Washington, i 1790.

* Nyvalgte præsidenter holder ikke en State of the Union-tale, men derimod en indsættelsestale. Hvis en præsident bliver genvalgt, holder han i indsættelsesåret både en indsættelses- og en State of the Union-tale.

* Talen varer som regel lidt over en time. Når præsidenten har talt, kommer oppositionen med et modsvar. I år er det tidligere guvernørkandidat Stacey Abrams, der leverer Demokraternes svar.

* Hele regeringen samt alle medlemmer af Kongressen er med til talen. Men for at sikre den fortsatte regeringsførelse, hvis der skulle ske noget, bliver ét regeringsmedlem væk. Den såkaldte udpegede overlever er i år energiminister Rick Perry

* State of the Union-taler indeholder nogle af de mest historiske citater fra amerikanske præsidenter:

– Ved at give frihed til slaven sikrer vi friheden for de frie.

Abraham Lincoln, 1. december 1862.

– Frihed betyder opretholdelsen af menneskerettigheder overalt. Vores støtte går til dem, der kæmper for at opnå eller beholde disse rettigheder. Vores styrke er vores enighed om det mål. Til dette høje formål kan der ingen anden slutning være end sejr.

Franklin D. Roosevelt, 6. januar 1941.

– Jeg mener, at tiden er kommet til at stoppe både den og andre undersøgelser af denne sag. Et år med Watergate må være nok.

Richard Nixon, 30. januar 1974.

– Stater som disse og deres allierede udgør en ondskabens akse, der bevæbner sig for at true freden i verden. Ved at søge masseødelæggelsesvåben udgør disse regimer en alvorlig og voksende fare.

George W. Bush, 29. januar 2002.

* I Donald Trumps tale til Kongressen forventes temaerne at være væksten i økonomien, den lave ledighed, kampen mod indvandring og øgede investeringer i militæret og infrastruktur.

Kilder: Senatet, Det Hvide Hus, AP, Politico og The American Presidency Project.