Fakta

Svinkløv Badehotel har over 90 år på bagen

En voldsom brand rasede natten til mandag den 26. september 2016 på Svinkløv Badehotel. Det historiske badehotel brændte ned.

Her kan du læse om det gamle badehotel:

* Badehotellet er opført i 1925 af danskamerikaneren Carl Brix Kronborg, der vendte hjem til Danmark efter Første Verdenskrig.

* Det ligger 200 meter fra havet ti kilometer nordøst for Fjerritslev i bunden af Jammerbugt i Nordvestjylland.

* Hotellet blev tegnet af den kongelige bygningsinspektør Ejnar Packness og er opført næsten udelukkende i træ.

* I begyndelsen havde hotellet kun plads til 14 gæster. Den oprindelige bygning viste sig dog hurtigt at være for lille.

* Hotellet er blevet bygget ad tre omgange. I 1933 kom der et anneks til den oprindelige bygning, og i 1934 stod det badehotel, som vi kender i dag med 36 værelser, færdigt.

* I 1970 overtog Else og Ebbe Sørensen hotellet, som de drev frem til 1987, hvor Bjørn og Nete Bilgram overtog.

* Den hotel- og kokkeuddannede Lise Emborg overtog stedet i 1994. Det var Emborg, der satte fokus på køkkenet.

* I 2009 ankom Kenneth Hansen til Svinkløv som køkkenchef.

* Efter 2015-sæsonen overtog Louise og Kenneth Toft-Hansen Svinkløv Badehotel fra Lise Emborg.

* Den 26. september 2016 brændte Svinkløv Badehotel ned.

Kilder: VisitNordjylland og svinkloev-badehotel.dk