Fakta

Hvad er symptomerne på nældefeber?

Nældefeber er kløende, blegt eller rødt udslæt på huden. Det typiske udslæt ligner det udslæt, man får, efter man har brændt sig på en brændenælde (heraf den latinske betegnelse for nældefeber – urtica – der betyder nælde på latin).

I sjældnere tilfælde opstår der en reaktion dybere i hudens lag, specielt i områder omkring øjenene, kønsorganerne, læberne, munden, tungen eller svælget. Dette kalder man for angioødem (eller Quincke ødem).

Undersøgelsen fra Astma-Allergi Danmark viser, at nældefeber er en lidelse, som berører en meget stor del af danskerne. 28 % har oplevet udbrud af nældefeber, hvilket svarer til 1.250.000 personer.

Næsten dobbelt så mange kvinder (36 %) som mænd (19 %) oplever udbrud af nældefeber.

Kilde: Netdoktor og Astma-Allergi Danmark.