Fakta

Syv gode råd til dig, der planlægger studierejse

1. Vær i god tid
Tidlig planlægning giver jer mulighed for tidligt at inddrage forældre og at få overblik over, om rejsedatoer, budgetter og skoleplaner hænger sammen. Prismæssigt kan det også betyde noget, hvis I er ude i god tid: Planlægger I f.eks. en flyrejse, så sælges de billigste pladser ofte op til et år før afrejse. De bedste hoteller og hostels sælges selvfølgelig også efter ”først til mølle” – så her er det også en fordel at være tidligt ude. Hvis selve rejsens fundament er på plads i god tid, så er der ligeledes overskud og god tid til at arbejde med et spændende studieprogram til rejsen. Bestil uforpligtende rejseforslag i dag.

2. Definér rammerne for grupperejsen
Som noget af det første er det vigtigt at få defineret, hvilke rammer grupperejsen skal afvikles indenfor. Der skal tages stilling til de økonomiske rammer, de faglige og de tidsmæssige. Hvornår skal rejsen foregå? Hvor mange forventes at deltage? Hvor længe skal I være afsted? Har studierejsen faglige mål – hvilke? Hvad er budgettet pr. person?
Nogle gange kan det være værd at overveje at vælge et billigere rejsemål for at få plads i budgettet til et fedt program.

3. Overvej rejsemål
Ud fra de overordnede rammer, som rejsen skal arrangeres indenfor, er det blevet tid til at overveje, hvilke rejsemål der kunne være relevante for jeres gruppe. Det er muligt at sikre sig et overblik over, hvor langt budgettet rækker ved at undersøge studierejsebureauernes vejledende priser. Brug fx supersøgeren på forsiden af AlfA Travels hjemmeside til at afgrænse dine ønsker. Du kan også få sparring til valg af rejsemål ved at ringe til en erfaren udbyder af studierejser.

4. Vælg den rette rejseform til jeres gruppe
Der er mange grupper, som gerne vil rejse med fly, men der kan være rigtig god mening i at overveje alternativer. En busrejse er for mange grupper et fantastisk alternativ. Det er behageligt, at I bliver hentet på skolen, og efter opsamling kan du som rejseleder blot læne dig tilbage og nyde turen.

5. Inddrag eleverne i planlægning af programmet for rejsen

Det er ofte en rigtig god idé at inddrage eleverne i planlægningen af jeres program. Der er stor læring i at undersøge, forberede og planlægge aktiviteter forud for rejsen. Hvis programmet er sammensat af både traditionel undervisning og elevbaserede aktiviteter, så opstår der ofte også et større engagement undervejs. I kan eksempelvis lade eleverne undervise hinanden på noget af turen.

6. Brug et skolerejsebureau i planlægningen
Planlægning af grupperejser og særligt studierejser kan være noget af en opgave. Det undervurderes ofte, hvor meget tid der bruges på at bestille, koordinere og kommunikere. En af de største fordele ved at benytte et rejsebureau i planlægningen af rejsen er, at lærerens tidsforbrug mindskes betydeligt. I samarbejdet med rejsebureauet guides du igennem planlægningens faser. En anden væsentlig fordel ved at bestille rejsen hos et rejsebureau er, at I har ekspertviden på hånden under rejsen – de etablerede rejsebureauer tilbyder 24 timers nødtelefon. Sker der noget uforudset, eller er der problemer med indkvartering eller transport, så er det rejsebureauets ansvar at hjælpe jer. Her er det pakkerejseloven der er med til at sikre gruppens rettigheder.

7. Kig tilbuddet godt igennem – en pris er ikke bare en pris
Prisen og budgettet på rejsen er ofte altafgørende på studierejsen. Husk dog at overveje, at priser ikke altid kan sammenlignes. Der er flere ting, der har betydning for den samlede pris i sidste ende. Der er forskel på den service og de ydelser, der er inkluderet hos forskellige udbydere. Det er vigtigt at undersøge, hvad prisen inkluderer. Nogle bureauer arbejder med samlede pakkepriser, mens andre tager udgangspunkt i de mest skrabede priser med mulighed for tilkøb. Det er ofte på aktivrejser og skirejser, at der kan være stor forskel i sammensætningen af prisen. En anden ting, som kan blive en væsentlig post i budgettet, er gebyrer. Husk at undersøge bureauets politik for ændringer og størrelsen på depositum, afbestillingsregler og evt. rykkergebyrer.

Kilde: AlfA Travel