Fakta

Thøger Larsen - Vintersolhverv

Nu mørkner Vindens Stemme,
og Sol er ikke hjemme,
og Dag bli’r stadig mindre,
en Drøm i Nattens Indre.
Solen tog sin gyldne Gave,
rejste bort med Edens Have,

Natten er som Nat i Grave.
Smaa Blomsters Blus har Kulde
blæst ud paa Mark og Mulde,
og bladløst Træet breder
sig uden Sang og Reder.
Is om Næsset gnyr og knager,
evneløs er Eng og Ager,
Døden ud af Himlen klager.

I Natten Øjet møder
en Sne af frosne Gløder,
vemodigt gennemstraales
det Mulm, som aldrig maales.
Under Ild fra disse Kloder
stivner sagte Sø og Floder,
bliver Jorden aldrig Moder.

Og Maanen naadig smiler,
naar den i Natten hviler,
fortrolig, som den vidste,
at alle laa i Kiste,
som det i dens Lys fornemmes:
Disse Børn skal stille gemmes,
sove sødt og saligt glemmes.

Men just som Solen vender,
et Haab igen sig tænder,
og lyse Haner gale
i Barndoms dybe Dale.
Sangen brister frem fra neden,
Lykkens Fugl har Æg i Reden,
atter kommer Vaar og Eden.

Og Juletræet tændes,
saa Barneøjne blændes,
og alt i Drøm forgyldes,
af Sole Stuen fyldes,
Mands og Kvindes Hjerter gynge,
hører fra den glade Klynge
sene Somres Fugle synge

Kilde: Kalliope.org.