Fakta

Tre unge dræbt i lejlighed på Frederiksberg

* Natten til 11. november 2015 bliver 19-årige Philip Rasmussen, 23-årige Suhaib Jaffar og 24-årige Mike Vinther dræbt. De blev skudt med et jagtgevær og en revolver.

* Obduktionen af de tre mænd viste, at de formentlig lå og sov, da de blev skudt og dræbt. Politiets efterforskning har vist, at de tre tilhørte en mindre gruppe – Vanløse-gruppen – som tilsyneladende havde en del fjender.

* 18. april 2016 bliver en række personer anholdt i en stor politiaktion. Seks bliver sigtet for drab og medvirken til drab.

* 19. april bliver de seks personer på mellem 22 og 32 år fremstillet i grundlovsforhør og fængslet. Flere af dem har større eller mindre tilknytning til rockergruppen Bandidos – to af dem er fuldgyldige medlemmer.

* 3. juni begår det ene af Bandidos-medlemmerne selvmord i sin celle i Holbæk Arrest.

* 8. september tilstår en 23-årig mand at have købt og besiddet en revolver, som politiet mener er et af drabsvåbnene. Han er en af de seks, der i april blev sigtet for drab eller medvirken til drab. Den anklage bliver opgivet.

Manden afviser at have vidst, at våbnet skulle bruges til det tredobbelte drab.

* 23. december bliver tre af de seks personer, der blev fængslet i april, tiltalt for drab og medvirken til drab.

* Ifølge anklageskriftet var det to personer, der udførte drabene. Det vides ikke, hvem af de tiltalte der affyrede de to våben, der dræbte de tre unge mænd. Én af drabsmændene kan i teorien være på fri fod endnu.

* Ifølge anklagen var mindst fire personer med til at planlægge likvidering.

* Retssagen mod dem begynder 9. marts, og der forventes at falde dom 18. maj.

Kilde: Ritzau