Fakta

Ubådssagen: Anklageren

Den 42-årige specialanklager Jakob Buch-Jepsen har fået til opgave at fælde Peter Madsen.

Gennem anklagerens 16 år i anklagemyndigheden er det blevet til mange hundrede sager. Måske overstiger tallet også 1000.

Eksempelvis har den erfarne anklager optrådt i flere terrorsager, herunder sagen mod Said Mansour – også kendt som “Boghandleren fra Brønshøj”.

Det var også Buch-Jepsen, der sidste år sørgede for, at en ledende Bandidos-rocker blev idømt fængsel på livstid for at have likvideret tre unge, der lå og sov i en lejlighed på Frederiksberg.

Når straffesagen mod Peter Madsen starter på torsdag, er målet det samme: Fængsel på livstid.

Jakob Buch-Jepsen, der bor i Malmø med sin svenske hustru og parrets tre børn, er kendt for sin ordentlighed og grundighed, men også for at gå hårdt til tiltalte i straffesager.

Den ekstremt profilerede drabssag mod Peter Madsen bliver samtidig Jakob Buch-Jepsens sidste. Fra 1. maj skifter han spor og bliver advokat.