Fakta

Ubådssagen: Den tiltalte

I portrætbogen “Raket-Madsen” fra 2014 beskrives den i dag 47-årige Peter Madsen som “en mand uden stopklods”.

Gennem flere år har den nu drabstiltalte Madsen da også været kendt som en mand i fremdrift – først og fremmest for sin højtravende ambition om at sende et menneske ud i rummet i en hjemmebygget raket.

Peter Madsens barndom beskrives som turbulent. Da han var seks år, blev forældrene skilt. Herefter endte Madsen med at bo ved sin gamle og til tider voldelige far. Det var imidlertid også faren, der vakte sønnens interesse for raketter.

På Høng Kommuneskole opfattedes Peter Madsen som noget af en nørd. Han deltog sjældent i klassefester og havde næsten ingen kammerater. Til gengæld fordybede han sig i raketvidenskab i ekstrem grad.

Gennem årene tog Madsens besættelse af ubåde og raketter kun til. Når noget eller nogen stod i vejen for hans ambitioner, blev han rasende.

Madsen blev gift i 2011, men parret levede i et åbent forhold. Den nu drabstiltalte havde flere sexpartnere og deltog i seksuelle fetish-fester.

Efter Kim Walls død er det desuden kommet frem, at der på en harddisk tilhørende Madsen er fundet videoer omhandlende tortur og drab på kvinder.