Fakta

Ubådssagen: Offeret

Freelancejournalisten Kim Wall voksede op i Trelleborg, Skånes og Sveriges sydligste by. Som ung forlod hun hjemmet for at studere i først Malmø. Siden fortsatte hun til London, Paris og New York.

Som journalist rapporterede Wall fra hele verden, og hendes artikler blev bragt i internationale medier som Time, The Guardian og New York Times.

I sommeren 2017 var hun på Refshaleøen i København for at besøge sin partner, da hun kom på sporet af endnu en fascinerende historie: den om Peter Madsens rumlaboratorie.

Gennem noget tid forsøgte Wall uden held at lande et interview med Peter Madsen. Samtidig planlagde hun og kæresten at flytte til Beijing, og i august 2017 nærmede deres afrejsedato sig hastigt.

Til TV2 fortæller kæresten, at han og Kim Wall torsdag den 10. august havde inviteret en lille gruppe venner til afskedsfest på Refshaleøen.

Den første gæst var lige ankommet, da Kim Wall pludselig fik en besked fra Peter Madsen. Han var nu klar til et interview. Det skulle foregå samme aften, og det skulle foregå i Madsens ubåd.

Efter grundige overvejelser besluttede Wall sig for at forlade festen. Kim Wall spurgte sin kæreste, om han ville med på turen. Han overvejede det, men valgte at blive sammen med gæsterne.