Fakta

Venstres vanvittige august

Det begyndte med et Kristian Jensen-interview i Berlingske. Og siden da har Venstre været et brandvarmt politisk emne efter sommerferien.

Lørdag kulminerede det med, at både formand Lars Løkke Rasmussen og næstformand Kristian Jensen trak sig som henholdsvis formand og næstformand.

Her er et overblik over Venstres brogede august:

* 5. august: Formand Lars Løkke Rasmussen slår efter et gruppemøde fast, at Venstres ambition stadig er et bredt politisk samarbejde. Han siger, at “de meldinger, Venstre gav i valgkampen, selvfølgelig er nogle, vi vedstår os”.

Næstformand Kristian Jensen giver samme dags morgen – inden gruppemødet – et interview med Berlingske. Det bringes tre dage senere i avisen.

* 8. august: Berlingske bringer interviewet. Kristian Jensen siger, at Venstre bør droppe tanken om at danne en SV-regering.

* 9. august: I forbindelse med Venstres sommergruppemøde udtaler partiets nestor Claus Hjort Frederiksen, at Kristian Jensen bør gå af som næstformand.

Løkke og Kristian Jensen slår fast, at det delte formandskab i Venstre står fast. Begge vil stille op til genvalg på deres respektive poster på partiets landsmøde til november, siger de.

* 11. august: Claus Hjort Frederiksen skriver på Facebook, at det delte formandskab er fortid.

* 12. august: Til TV Midtvest siger Kristian Jensen, at formandskabet er uændret.

* 15. august: Claus Hjort Frederiksen skriver på Facebook, at der ikke længere er behov for ændringer i Venstres ledelse. Det er han kommet frem til efter et møde i Venstres forretningsudvalg, hvor emnet blev drøftet.

I en intern mail til partimedlemmerne skriver Løkke, at “den seneste uge har ikke været god for os”. Han tilføjer:

– Der har været alt for meget fnidder og medietumult i forbindelse med folketingsgruppens konstituering og det efterfølgende sommergruppemøde.

– Det skal vi nu have lagt bag os!

* 18. august: Løkke siger i interview til avisen Danmark, at han selv kunne have gjort mere for at undgå krisen i Venstre.

– Jeg tog for let på det hen over sommeren, siger Løkke.

I et interview i Deadline på DR2 siger Løkke, at formandskabet i Venstre er en myte.

– Det er jo en kendt sag, at vi havde en krise i partiet for snart mange år siden – i 2014, som jo endte med, at vi ikke foretog nogle ændringer.

– Jeg er formand, og Kristian er næstformand. Jeg introducerede selv sådan lidt improviseret: Vi udgør Venstres formandskab, siger Løkke.

* 20. august: Fire medlemmer af Venstre står frem med navn i Jyllands-Posten og kræver Løkke afsat som formand og Kristian Jensen afsat som næstformand.

Bent Jørgensen, byrådsmedlem for Venstre i Roskilde Kommune, og Kåre Ghisler Fuglsbjerg, næstformand for Venstre Roskilde Midt, skriver en kronik om det.

Svend Møller Sørensen, medlem af Venstres hovedbestyrelse og kommuneforeningsformand i Skanderborg, og Mette Marie Thomsen, kommuneforeningsformand i Holstebro og ligeledes medlem af hovedbestyrelsen, er også citeret i avisen.

* 25. august: Løkke annoncerer i en video på Facebook, at han vil fortsætte som formand for Venstre. Han ønsker videre at fremrykke partiets landsmøde, så det afholdes inden Folketingets åbning i oktober.

* 27. august: Venstre i Region Midtjylland, folketingsmedlemmerne Preben Bang Henriksen og Carsten Kissmeyer samt enkelte borgmestre opfordrer offentligt Løkke og Kristian Jensen til at trække sig.

* 30. august: Venstreveteranen Bertel Haarder skriver på Facebook, at han mener, at et formandsskifte kan bringe “afklaring og fred” i partiet. Kort derefter er der opbakning til den melding fra folketingskollegerne Louise Schack Elholm og Peter Juel-Jensen.

* 31. august: Både Løkke og Kristian Jensen trækker sig fra deres poster som henholdsvis formand og næstformand. Jensen afslørede samtidig over for pressen, at han tilbød at trække sig som næstformand, hvis også Løkke trak sig som formand.