ANNONCE

Familiefar udvises for svindel med sodavand

2. oktober 2020 11:51 | Af: Ritzau Fokus

En mand er idømt fem års fængsel, udvisning for bestandigt samt millionbøde for svindel med moms og afgifter.

Familiefar udvises for svindel med sodavand
I flere firmaer var der indsat stråmænd, som overførte enorme summer til bagmand i Danmark, der svindlede med afgifter for salg af sodavand, vin og øl. Han er fredag idømt fem års fængsel og udvisning. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix

Flere tilhørere brød grædende sammen, da Østre Landsret fredag morgen stadfæstede en dom til to mænd.

Og senioranklager Rikke Jensen fik også nogle skældsord med på vejen væk fra retten af forargede familiemedlemmer til to mænd, der er blevet dømt for økonomisk kriminalitet i millionklassen.

Stadfæstelsen betyder, at 47-årige Birol Kiral straffes med fængsel i fem år og bliver desuden udvist af Danmark med et indrejseforbud for bestandigt.

Hans 34-årige nevø, Arap Kiral, slap en smule billigere. Han er idømt fængsel i fire år og har fået en betinget udvisning.

– De er begge gift og har børn i Danmark, siger senioranklageren.

Hun blev mødt af skældsord, mens familiemedlemmer stod og krammede ude foran retssalen og igen uden for retsbygningen i København.

Da det er en familie i krise, kan hun “godt håndtere at blive kaldt en idiot”, bemærker Rikke Jensen.

Moms og punktafgift

De to mænd er fredag dømt for at have købt sodavand, vin og øl, som de har solgt videre i Danmark, uden at have indberettet moms og punktafgifter for varerne.

Punktafgifter er særlige afgifter, man skal betale ud over momsen på en række varer såsom øl, vin og chokolade.

I denne sag har de to mænd importeret øl, vin og sodavand fra Tyskland, og de varer er siden blev solgt videre i Danmark. Men her har Arap og Birol ikke oplyst til skattevæsenet, hvor meget de rent faktisk havde købt og solgt.

Lidt oplyste de til myndighederne.

– Der har været en delvis indberetning, fordi der har været en hvid butik, og så har der været en sort butik, siger senioranklageren.

Desuden har de sagt, at nogle af de varer, de købte i Tyskland, blev sendt videre til Sverige, hvor de blev solgt. Når man gør det, skal man ikke betale moms og skat i Danmark.

– Men de havde ikke solgt dem i Sverige. Det var fiktivt, siger Rikke Jensen.

Begge har under sagen nægtet sig skyldige.

Mens den ene er dømt for at have svindlet fra 2014 til 2017, fortsatte den anden med at svindle ind i 2018. Og derfor er der også tale om meget høje beløb.

65 millioner

Birol Kiral er foruden fængsel og indrejseforbud idømt en tillægsbøde på omkring 65 millioner kroner. Hans højre hånd i svindlen – nevøen – har fået en bøde på cirka 59 millioner, fortæller senioranklageren.

Svindlen er foregået gennem flere firmaer, og der har været indsat stråmænd og stråmandsselskaber for at sløre bedrageriet, mener senioranklageren.

Sagen blev opdaget, efter at mændenes banker indberettede til Bagmandspolitiet, hvis officielle navn er Søik, at der flød en masse penge ind og ud af de nu dømtes konti. Også skattevæsenet gik ind i sagen.

Selv om senioranklageren gik efter en endnu hårdere straf til onkel og nevø, er hun tilfreds med udfaldet.

– Det er jo en hård straf at få fire og fem års fængsel. Jeg havde bedt om, at der skulle lægges et års fængsel oveni straffen til dem begge. Det var landsretten ikke enig i, og det tager jeg til efterretning, siger hun.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu