Familiens gamle kæledyr pludselig stjålet: Nu tør de knap håbe på det bedste

8. november 2018 05:55 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Den tiltagende kulde gør ikke noget godt for håbet om at finde Hulk i live.

I næsten to måneder har leguanen Hulk, der blev stjålet fra et hus i Nørre Asmindrup i Odsherred, været efterlyst gennem lokalpressen og ikke mindst Facebook. Indtil videre resultatløst, og nu er håbet om at få ham tilbage i live efterhånden skrumpet så meget, at det virker formålsløst overhovedet at skrive om det. Sådan virker det umiddelbart på Hulks “mor” Pia Nanna Jensen fra Fløng, da Newsbreak.dk kontakter hende.

Hulk er en stor kammerat, men han er også gammel. Over 18 år, og det er ekstraordiært for sådan en fyr, der helt typisk bliver op til 15 år. Så hans liv sang i forvejen på de sidste strofer. En bortførelse og den tiltagende kulde har så sandelig heller ikke gjort noget godt ved det slunkne håb, fortæller Pia Jensen.

Efter sigende vil en leguan ikke længere spise, hvis dens kropstemperatur når under 21 grader. Mave- og tarmsystemet kan ganske enkelt ikke fordøje med ved de temperaturer, og der er vi længe under her i november. Til sidst venter sultedøden altså, hvis den aldrende Hulk render rundt i det fri. Det tror familien nu ikke på er tilfældet.

Hvem sælger sine børn?

Umiddelbart kan det virke besynderligt at stjæle en leguan på 18 år med manglende pigge på ryggen, men ejeren mener nu alligevel, at der gennem tiden har været interesse for Hulk.

– Vi har altid sagt nej, når nogen har forsøgt at ville købe ham. “Man sælger jo ikke sine børn”, plejede vi at sige, fortæller Pia Jensen til Newsbreak.dk.

Derfor er Pia Nanna Jensen sikker på, at Hulk er blevet stjålet. Taget som det eneste fra søn, svigerdatter og barnebarns hjem tilbage i midten af september. Det er Pia, der har haft leguanen og givet den det liv, den har haft hos familien. Det var også Pia, der opdagede at Hulk var væk.

Hun skulle passe sønnens hus og fodre leguanen, der boede hos ham på sine sidste dage, men døren var brudt op, og Hulk var væk. Det var hverken computere eller andre værdigenstande. Derfor er familien heller ikke i tvivl om, at Hulk har været målet. Der er ingen tegn på, at leguanen blot er stukket af ved egen hjælp.

Uvisheden er forfærdelig

Selv om det kan virke formåls- og håbløst at få Hulk hjem igen, så er der dog et spinkelt håb, der anes. Det værste er nu ikke længere tanken om, at leguanen er væk. Det værste er uvisheden, lyder det.

– Er han død, er han levende, lider han? Vi ved det ikke, og det er forfærdeligt. Hvorfor er det kun ham, de er gået med? Jeg forstår det ikke, siger Pia.

Følelsen, der i øjeblikket overskygger alt, er den nagende følelse, at et “familiemedlem” har levet hele sin tilværelse hos Pia og familien, som så ikke kan være sammen med Hulk til det sidste, når den oldgamle leguan skal forlade denne jord.

Alligevel har opgivelsen ikke overtaget. Hvis nu du derude ved noget om, hvor Hulk befinder sig, så skriv til Pia Nanna Jensen på Facebook. Selv om leguanen blev stjålet fra sønnens bolig, er det hende, der står for efterlysningen.

– Og hvis han bliver fundet i live, skal han hjem til mig.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu