ANNONCE

Fandt 112.000 skodder på to uger

27. januar 2020 14:05 | Af: Newsbreak.dk

Cigaretskodder indtager førstepladsen over de former for plastik, som danskerne af uvane smider i naturen. Specielt grøfter flyder i plastikaffald, mens skovene er relativt forskånede.

Masseeksperimentet 2019 bragte 57.000 danske skole- og gymnasieelever ud i de danske skove, grøfter, parker, strande og så videre for at finde plastik.

På blot tre uger indsamlede de 57.000 børn og unge plastik og videnskabelige data, der ville have taget mange år for forskere at samle sammen.

Det skriver Videnskab.dk.

Artiklen fortsætter under videoen

Resultatet af Masseeksperimentet 2019 viser, at danskerne er lidt for villige til at smide cigaretskodder samt chips- og slikindpakning i naturen, og at vi især bliver ubetænksomme, når det kommer til grøfter i vejkanten. Det skriver Videnskab.dk.

– Det er tankevækkende, at det plastaffald, eleverne finder, hverken er industriaffald eller husholdningsaffald, men næsten udelukkende plastaffald, som folk bare smider fra sig, siger lektor i miljørisiko ved Roskilde Universitet og talsmand for forskningscenteret MarinePlastic Kristian Syberg, til Videnskab.dk.

Pantsystem virker

I alt blev der fundet 374.082 stykker plastik. Cigaretskodder toppede suverænt listen med 112.018 indsamlede stykker. Til gengæld var plastikflasker ikke med på top 10-listen.

– Det viser, at det pantsystem, som vi har i Danmark, virker, siger Kristian Syberg.

At skoleeleverne fandt flest cigaretskodder vidner om, at folk måske ikke har de samme tanker om at smide et cigaretskod i naturen, som de har det med plastikposer eller slikpapir.

Indeholder plastik

Men Kristian Syberg påpeger, at cigaretskodder indeholder plastik og i mange sammenhænge er lige så skadelige – eller endda mere skadelige end andre former for plastik.

Det skyldes blandt andet, at cigaretskodder indeholder tungmetaller og kræftfremkaldende stoffer, der kan gøre skade på både dyr, planter og miljø.

– Det tager mange år, før et cigaretfilter er helt væk, men alligevel smider folk rask væk skodder og andre former for plastik ud i naturen. Det skyldes formentlig, at de ikke har nogen værdi for os, forklarer Kristian Syberg.

Grøftekanter lider

Data viser også, at nogle typer natur er mere belastede af plastikaffald end andre.

Grøftekanter lider mest med 299,6 fundne plastikstykker per kvadratkilometer. På andenpladsen ligger vejkanter langs marker, der gennemsnitligt har 145,8 plastikstykker per kvadratkilometer.

Længere nede ad listen finder man skov med 105,7 stykker plastik per kvadratkilometer.

Indrager borgere

Forskningsassistent Julie Sheard finder resultatet interessant, fordi det også kan bruges til at gå et spadestik dybere i undersøgelser af den adfærd, som ligger bag, at folk smider plastikaffald i naturen.

Julie Sheard har ikke deltaget i Masseeksperimentet, men hun arbejder selv med såkaldt ’citizen science’, hvor forskere inddrager borgere i videnskabeligt arbejde, typisk gennem indsamlingen af data.

– Hvis videre undersøgelser viser, at der er forskel i folks adfærd, når det drejer sig om den ene type plastik frem for den anden eller det ene naturområde frem for et andet, så er det oplagt at tage afsæt i dette forsøg og finde ud af, hvordan man kan ændre folks tankegang, forklarer Julie Sheard, der lige har afleveret sin ph.d.-afhandling ved Center for Makroøkologi, Evolution and Klima på Københavns Universitet.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu