ANNONCE
Opdatering 2. april 18.25: Den unge mand har meldt sig selv. Newsbreak.dk har derfor fjernet foto og navn.
Østjyllands Politi efterlyser søndag en 20-årig mand, der netop var blevet varetægtsfængslet sigtet for lidt særpræget vold mod tjenestemand i funktion. Natten til søndag hostede han på en betjent og råbte “corona”.
(Artiklen fortsætter under videoen)
Efter grundlovsforhøret – under transporten fra Retten i Aarhus til Politigården i Aarhus – lykkedes det den 20-årige at stikke af fra politiet, da transporten ankom til hovedpolitistationens indgang ved Sønder Allé kort før klokken 12 søndag, skriver politiet i en pressemeddelelse.
Østjyllands Politi har haft en massiv eftersøgning i gang for at finde Ibrahim, som den 20-årige hedder, men foreløbig uden held, hvorfor politiet nu beder offentligheden om hjælp og efterlyser ham med billede.
Manden blev anholdt i forbindelse med en rutinekontrol af en bil natten til søndag klokken 03.32 i Aarhus. Ibrahim sad som passager i bilen. I den forbindelse opstod der nogle uenigheder mellem politibetjentene og Ibrahim, da han, imod politiets anvisninger, steg ud af bilen.
Efterfølgende råbte den unge mand ”corona”, hvorefter han på kort afstand først hostede mod den ene betjents hoved og derefter vendte sig rundt og hostede mod den anden betjent.
– Angrebet mod de to politifolk er udtryk for en fuldstændig tankeløs og hensynsløs adfærd. Betjentene varetager en samfundskritisk opgave på et tidspunkt, hvor vi befinder os i en meget alvorlig situation, og det er helt uacceptabelt, at de skal mødes med sådan et angreb, mens de arbejder for at sikre, at andre kan blive derhjemme, siger anklager Jacob Gents i en pressemeddelelse.
Den unge mand blev anholdt og sigtet for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1 – vold mod polititjenestemand. Han blev søndag formiddag klokken 10.30 fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus, hvor han blev varetægtsfængslet i fire uger.
– Som samfund har vi en forpligtelse til at yde dem en særlig beskyttelse i denne tid. Derfor er jeg meget tilfreds med, at retten var enig med anklagemyndigheden i, at der var grundlag for en varetægtsfængsling, siger anklageren.
Ibrahim kærede dog fængslingen.
Jasser Yasser Ibrahim, der er fra Tilst, beskrives som:
– Mand
– 20 år
– Mellemøstlig af udseende
– 180 centimeter høj
– Almindelig af bygning
– Mørk i huden, sort hår og korte skægstubbe
– Er iført en blå dynejakke og blå cowboybukser
Såfremt man ved, hvor Ibrahim opholder sig, eller hvis man ser ham, bedes man kontakte Østjyllands Politi på telefonnummer 114.
ANNONCE