Seks års fængsel: Far misbrugte datter i årevis

9. juli 2019 22:53 | Af: Ritzau Fokus

53-årig mand er idømt seks års fængsel for seksuelle overgreb på sin datter fra hun var 13 til hun var 18 år.

Seks års fængsel: Far misbrugte datter i årevis
Farens misbrug af datteren var årelangt. Modelfoto: Scanpix

I årevis blev en pige udsat for vold og grove seksuelle overgreb af sin egen far.

Tirsdag blev den nu 53-årige mand ved Retten i Sønderborg idømt seks års fængsel for overgrebene, der begyndte da pigen var 13 år gammel, og først sluttede da hun var 18 år.

Ifølge specialanklager Anemarie Haahr var domsmandsretten ikke enig om, hvilken straf faren skulle have.

– En ville idømme syv år, mens de to andre ville idømme seks års fængsel, siger hun.

I retten var manden tiltalt for syv-otte konkrete voldtægter.

Voldtog højgravid datter

Særlig grov var en episode i august 2004. Efter at have voldtaget sin højgravide datter, gav han hende et knytnæveslag i maven med ordene: “Jeg håber, at horeungen dør”.

Faren har under hele sagen nægtet sig skyldig. Ifølge det regionale medie JydskeVestkysten forklarede han i retten, at de havde levet et helt almindeligt familieliv, og at børnene havde det godt.

Men som retssagen skred frem, tegnede der sig et noget andet billede af familien.

Flytter rundt med myndigheder i hælene

Ifølge JydskeVestkysten, som har dækket retssagen, var der tale om en nomadefamilie, der flyttede meget rundt, og som kommunerne fik adskillige indberetninger om.

Indberetningerne kom blandt andet fra politiet, som hyppigt dukkede op til husspektakler i familiens mange hjem rundt omkring i Sønderjylland.

Artiklen fortsætter under videoen

Betjentene, der rykkede ud til familien med den fordrukne far, var bekymrede for børnene, har JydskeVestkysten tidligere rapporteret fra retssagen.

Overgrebene på datteren fandt sted fra omkring 2001 til omkring 2007. Men de kom først til myndighedernes kendskab, da datteren i oktober sidste år betroede sig til en sygeplejerske, har JydskeVestkysten tidligere skrevet.

Faren har siden 9. januar siddet varetægtsfængslet, og retten bestemte, at det skal han fortsat være, til han kan begynde afsoningen af sin dom.

Han valgte at tage betænkningstid med hensyn til, om han vil anke dommen til Vestre Landsret.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu