Giftige alger hærger danske søer: Her er alt, du skal vide

19. juli 2018 17:45 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

Der er blevet udstedt badeforbud i flere danske søer efter store forekomster af alger

Giftige alger hærger danske søer: Her er alt, du skal vide
I 2007 var vandet i Københavns søer hærget af alger. (Arkivfoto: Scanpix)
Del:

Farlige alger gør for tiden flere steder den kølige, ferske sødukkert til noget man må kigge langt efter – hvis ikke man har trang til opkast, kløe og diarré.

Flere danske kommuner har nemlig udstedt badeforbud i søer.

Det ekstreme sommervejr har nemlig givet ideelle betingelser for de farlige alger, blågrønalgerne. Det fortæller biolog hos Miljøstyrelsen Josefine Møller:

– De er glade for varmt og stillestående vand, så en sommer som nu med høje temperaturer og relativt lidt vind er ideelt for blågrønalger, siger hun.

Her skal du især være opmærksom på de farlige alger

I denne omgang er det søer i Rudersdal, Silkeborg og Skanderborg kommuner, der er blevet ramt af de høje koncentrationer af farlige alger.

Men ifølge biolog Josefine Møller skal man være opmærksom flere steder:

– Algerne trives primært i Østersøen og i søer, så det er her man skal være særligt opmærksom på høje koncentrationer. Algerne kan dog også godt drive ind til de danske farvande og op igennem Øresund og bælterne, siger hun.

Hun har et godt huskeråd, man kan benytte sig af, inden man hopper i det algebefængte vand:

– Hvis man går i vandet og ikke kan se sine fødder for alger, så er det ikke en god idé at hoppe i vandet, siger hun.

Derfor skal du passe på

Algernes gift bliver fortyndet i vandet, så det er kun ved store opblomstringer af farlige alger, at de udskiller så meget gift, at det bliver farligt for mennesker.

Josefine Møller forklarer, at algerne både kan give ubehageligheder udenpå og indeni kroppen:

– Algen kan medføre hudirritationer og høfeberlignende symptomer hvis man får dem på kroppen. Man skal også være varsom med ikke at få store mængder af algen ind i kroppen, da algen indeholder giftstoffer som nedbryder leveren, advarer hun.

Forekomsten af farlige alger kontrolleres af kommunerne, så det er på deres respektive hjemmesider, man kan tjekke for, om der er for mange i vandet.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu