Fartglade bilister bekymrer beboere

19. september 2019 12:50 | Af: Majken Munk Nielsen, mn@newsbreak.dk

86 procent af danske borgere oplever, at bilister kører for stærkt i deres lokalområde.

Del:

I en ny undersøgelse foretaget af Epinion for Rådet for Sikker Trafik, svarer 86 procent af de 1233 adspurgte, at de meget ofte, ofte eller nogle gange oplever, at bilister kører for stærkt i deres lokalområde.

De fartglade bilister er med til at gøre beboerne bekymrede, særligt når de skal sende børn ud i trafikken.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Rådet for Sikker Trafik.

Over halvdelen er bekymrede

Når bilister sætter mere end rigelig fart på i lokalområder, bliver beboerne bekymret.

Ud af de 86 procent af borgere, der oplever de fartglade bilister, er det 57 procent, der er bekymret for at sende deres børn eller andre børn ud i trafikken.

Ifølge seniorprojektleder ved Rådet for Sikker Trafik, Michelle Laviolette, så kan det sagtens være, at bilisterne ikke opfatter, at deres hastighed er så voldsom. Men for andre trafikanter på gåben eller cykel, kan hastigheden virke som et problem.

Ønske om fartkontrol

Problemet kan også mærkes i de danske politikredse.

Artiklen fortsætter efter videoen

Hvert år får politikredsene tusindvis af henvendelser fra borgere, der gerne vil have at politiet kontrollerer bilisternes fart.

– Selv en lille fartoverskridelse kan have stor betydning for, om man når at standse, hvis for eksempel et barn pludselig løber eller cykler over vejen. Der er for høj fart i alt for mange ulykker, og derfor er det også et område, som vi prioriterer højt, siger Christian Berthelsen, politiassistent i Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

Fart er skyld i dødsulykker

De danske bilister har også i en tidligere undersøgelse, som Rådet for Sikker Trafik har lavet, erkendt, at de nogle gange kører for lidt. Omtrent hver fjerde bilist kører 100 kilometer i timen på veje, hvor fartgrænsen er 80 kilometer i timen.

I 2018 var for høj fart en faktor i omkring halvdelen af alle dødsulykker i trafikken.

Ved seks ud af ti dødsulykker, hvor høj fart var en faktor, var det en overtrædelse af fartgrænsen på mindre end 20 kilometer i timen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu