ANNONCE

Fastelavn: Sådan får du creme i bollerne

23. januar 2021 08:36 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk

Holger Madsen fra Madens Verden giver her sit bedste bud på hvordan man laver gammeldages fastelavnsboller så englene synger

Fastelavn: Sådan får du creme i bollerne
Sådan skulle resultatet gerne se ud, når man bruger opskriften fra Madens Verden som du finder i denne artikel. Foto: Madens Verden.

-Den gammeldages fastelavnsbolle er min klare favorit.

Sådan siger Holger Madsen, der driver Madens Verden – et af Danmarks Største madsites med over to millioner brugere om måneden.

Og der er ellers nok at vælge imellem blandt de forskellige typer af fastelavnsboller, som danskerne hvert år i enorme mængder sætter til livs. De findes både med creme, med flødeskum og med marcipan ligesom dejen også er vidt forskellig. Det kan enten være en gærdej, en wienerdej eller en vandbakkelsesdej.

– Den klassiske fastelavnsbolle hvor der er brugt en gærdej og med vaniljecreme i midten, er smagen af min egen barndom. Den er ren og fin i konsistensen og det kan jeg godt li’, siger Holger Madsen.

Det kan de mange brugere, der kommer forbi Madens Verden, tilsyneladende også.

– Det er klart den mest populære blandt de opskrifter på fastelavnsboller, jeg har på siden. Det kan man se af de søgninger, brugerne laver. Der findes også en åben udgave af fastelavnsboller med creme, som også er populær. Men ikke lige så eftertragtet som den klassiske, konstaterer Holger Madsen.

Det er meget typisk, at når der kommer nye varianter og udgaver af en klassisk ret eller stykke bagværk, så skal folk lige snuse til, hvad det er for noget. Men i sidste ende vender de altid tilbage til den klassiske udgave.

– Og det er jo meget forståeligt, for det er dén vi er vant til, siger Holger Massen.

3 bonustip til den perfekte fastelavnsbolle

I faktaboksen under artiklen får du opskriften og fremgangsmåden til den klassiske fastelavnsbolle med vaniljecreme. Men inden du kommer så langt så får du lige Holger Madsens bonus-tips til, hvordan fastelavnsbollen bliver en sikker vinder – hver gang.

1. Sørg for at lave en god creme. Det er her smagen i en god fastelavnsbille sidder.

2. Rul dejen ud korrekt. Det er vigtigt at hvert stykke dej måler 10×10 centimeter.

3. Læg en god klat creme i midten af bollen og fold så de fire hjørner ind mod midten så de rører hinanden. Klem derefter forsigtigt kanterne sammen, så bollen er helt lukket inden du vender den om og lægger den på en bageplade. Så undgår du at cremen flyder ud under bagningen.

– Det er jo ærgerligt at sætte tænderne i en fastelavnsbolle for at opdage, at der ingen creme er inden i. Så lidt omhyggelighed er vigtigt når bollerne bliver samlet, understreger Holger Madsen.

Fakta

Opskrift på fastelavnsboller

Ingredienser

* 200 gram mælk lunken

* 50 gram gær

* 500 gram hvedemel

* 45 gram sukker

* 10 gram vaniljesukker

* 5 gram kardemomme stødt

* 5 gram salt

* 2 æg

* 200 gram smør meget blødt

Vaniljecreme

* 1 portion vaniljecreme se opskriften i boksen længere nede

Til pensling

* 1 æg
* 1 sjat mælk

Sådan gør du

1. Brug gerne røremaskine med dejkrog, hvor gæren røres ud i den lunkne mælk.

2. De øvrige ingredienser tilsættes og dejen æltes ved middel hastighed i 10 minutter.

3. Overdæk skålen med husholdningsfilm og lad dejen hæve i 30 minutter.

4. Lav vaniljecreme som anvist i linket.

5. Dejen tages ud på køkkenbordet og deles i to lige store stykker. Rul den ene halvdel ud til en firkant på cirka 30 gange 40 centimeter, som deles i 12 stykker, der er 10 centimeter på hvert led. Altså 10 gange 10 centimeter.

6. Kom en skefuld vaniljecreme på midten af hver stykke dej, fold hjørnerne sammen og klem forsigtigt dejen sammen.

7. Lægges på bageplade med bagepapir med samlingen nedad. Du kan have 12 af mormors fastelavnsboller på en bageplade.

8. Pensl med sammenpisket æg og mælk.

9. Lav den anden halvdel på en anden bageplade, og lad dem efterhæve i 15 minutter.

10. Bag en plade ad gangen ved 200 grader over- og undervarme, hvor de skal have cirka 15 minutter.

Kilde: Madens Verden

Fakta

Opskrift på vaniljecreme

Ingredienser

* 2 deciliter sødmælk

* 2 pasteuriserede æggeblommer

* 2 spiseskefulde sukker

* 2 spiseskefulde Maizena

* 1 vaniljestang

Sådan gør du

1. Start med at flække vaniljestangen på langs – brug en skarp kniv. Skrab kornene ud.

2. Hæld lidt (cirka en halv deciliter) af sødmælken op i en lille skål, og rør to spiseskefulde Maizena ud i mælken.

3. Kom resten af mælken forsigtigt op i tykbundet kasserolle sammen pasteuriserede æg, sukker og kornene fra vaniljestangen.

4. Put også gerne vaniljestangen i – du kan lige så godt vriste al den dejlige vaniljesmag ud af den dyre stang vanilje.

5. Varm nu op, og pisk hele tiden i gryden, så det ikke brænder på.

6. Jeg plejer at lade blusset stå på 6 på en skala fra 1-9, mens der hele tiden piskes.

7. Når det koger, kommer du den udrørte Maizena i – og det sker stadig under ompiskning.

8. Pisk videre mens kagecremen stivner. Hav tålmodighed, da det kan tage nogle minutter.

9. Når kagecremen har nået den rigtige konsistens tager du kasserollen, kommer din kagecreme over i en skål og sætter den til afkøling. Drys cremen med lidt sukker på toppen.

Kilde: Madens Verden

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu