ANNONCE

Kommune til medarbejdere: Sluk smitteapp på job

15. november 2020 17:27 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk og Ritzau Fokus

Kommune beder medarbejdere slukke for deres smittestop-app, når de er på arbejde.

Kommune til medarbejdere: Sluk smitteapp på job
I Favrskov Kommune mener man, at appen giver problemer. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix 2020)

Medarbejdere hos Favrskov Kommune bliver af kommunen opfordret til at slukke deres smittestop-app, fortæller kommunens kommunaldirektør til TV2 Østjylland.

Det skyldes, at appen ifølge kommunaldirektør Jan Kallestrup giver for mange medarbejdere besked om at isolere sig og blive testet for corona.

Giver ikke et retvisende billede

Han fremhæver et nyligt eksempel for TV2 Østjylland. Her var 30 medarbejdere til konference. En af dem viste sig senere at være smittet.

Det fik smittestop-appen til at skrive ud til 17 af medarbejderne, at de burde isolere sig og blive testet.

Men ifølge kommunen var det kun to af deltagerne, der havde befundet sig inden for en meter af den smittede i 15 minutter, forklarer Jan Kallestrup.

– Den giver ikke aktuelt et retvisende billede af, hvem der er nærtstående, siger kommunaldirektøren til TV2 Østjylland om smitteappen.

Jan Kallestrup forklarer videre, at kommunen har henvendt sig til Styrelsen for Patientsikkerhed for at dele sine erfaringer.

Da TV2 Østjylland henvender sig til styrelsen henviste den til Sundheds- og Ældreministeriet for kommentar.

Fakta

Det skal smittesporingsappen bruges til

Det skal være nemmere at opspore smittede personer med coronavirus fremover ved hjælp ag appen “Smittestop”.

Den blev lanceret torsdag 8. juni.

Det er regeringen, Venstre, De Radikale, SF, Enhedslisten, De Konservative, Liberal Alliance og Alternativet, der har lavet en aftale, hvori appen indgår som et element.

Blive klogere på, hvad appen skal til:

* Formålet med appen er at give borgere mulighed for at orientere personer, man har været i nærheden af, hvis man bliver smittet med coronavirus.

* Det er muligt at blive orienteret af andre om, at man har været i kontakt med en person, der er smittet med Covid-19.

* Formålet med appen er at gøre smitteopsporingen hurtigere og nemmere. Det skal ske ved at:

– Det er muligt at notificere kontakter, som man ikke kender.

– Man kan notificere kontakter, man ikke umiddelbart kan huske.

– Processen er hurtigere, da notifikationen kan ske direkte fra den smittede til kontakterne uden anden menneskelig indblanding.

* Det er helt frivilligt, om man vil downloade og bruge appen.

Kilde: Sundheds- og Ældreministeriet og smittestop.dk

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu