ANNONCE

FC Midtjylland indtager førstepladsen

5. april 2021 20:14 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk og Ritzau Info

FCM overhalede søndag Brøndby på Superligaens førsteplads i mesterskabsspillet efter en 1-0-sejr i topkampen

FC Midtjylland indtager førstepladsen
FC Midtjyllands Sory Kaba scorede kampens eneste mål, da midtjyderne vandt 1-0 over Brøndby i topkampen i Superligaen. Foto: Bo Amstrup/Scanpix

Brøndby måtte søndag overgive førstepladsen til FC Midtjylland, efter at midtjyderne hjemme vandt de to holds første kamp i Superligaens mesterskabsspil med 1-0.

Resultatet sender nemlig FCM på 46 point for 23 kampe, hvilket er et enkelt point mere end Brøndby på andenpladsen.

Det var en dødboldscoring midt i første halvleg af FCM’s guineanske topscorer, Sory Kaba, som afgjorde den første af to direkte gulddueller mellem de to mandskaber.

Hjemmeholdet skulle dog kæmpe hårdt for sejren herefter, da Brøndby især i anden halvleg fik lagt tryk på de forsvarende mestre med højt pres i jagten på en udligning.

Fakta

FC Midtjylland

FC Midtjylland (FCM) blev stiftet i 1999 som en overbygning mellem Herning Fremad og Ikast fS.

Begge klubber lå på daværende tidspunkt i 1. division, men klubben rykkede i 2000 op i første forsøg, og har siden da i den grad sat sit præg på Superligaen.

Klubben vandt sit første mesterskab i 2015, og har med yderligere to mesterskaber siden da bidt sig fast som hovedudfordrer til FCK i kampen om mesterskaberne i dansk fodbold.

FCM spiller sine hjemmekampe på MCH Arena i Herning, hvor der er plads til 11.432 tilskuere.

Danmarksmesterskabet

Guld (3): 2015, 2018, 2020

Sølv (3): 2007, 2008, 2019

Bronze (5): 2002, 2005, 2012, 2014, 2016

Pokalturneringen

Guld (1): 2019

Sølv (4): 2003, 2005, 2010, 2011

Kilde: fcm.dk/Wikipedia

I første halvleg var begge hold gode til at stresse hinanden med intenst pres, hvilket resulterede i mange fejlafleveringer.

Derfor var det da også helt naturligt, at halvlegens eneste mål kom efter en dødbold.

Her steg FCM-anfører Erik Sviatchenko højest på et frispark og fandt Kaba, som headede FCM foran efter 18 minutter.

Brøndbys topscorer, Mikael Uhre, fik kort efter chancen for at udligne på en friløber, men FCM-målmand Jonas Lössl kom flot ud af sit mål og reddede forsøget.

Frem til pausen bølgede spillet frem og tilbage, og først i anden halvleg fik Brøndby sat mere pres på hjemmeholdet.

Gæsterne forsøgte sig efter en times spil med et systemskift fra 5-3-2 til 4-3-3, og det gav andre muligheder offensivt.

Det allersidste manglede dog for det gulklædte mandskab, hvilket symptomatisk viste sig med et kvarter igen, da Uhre måtte se en afslutning prelle af på undersiden af overliggeren.

I kampens absolut sidste sekund viste uheldet sig nok engang for gæsterne, da norske Sigurd Rosted på ny sendte en Brøndby-afslutning på tværribben.

Fakta

Brøndby IF

Brøndby IF blev stiftet i 1964 ved en sammenlægning af Brøndbyøster Idrætsforening og Brøndbyvester Idrætsforening.

Klubben fristede i flere år en tilværelse i de lavere rækker, men med formand Per Bjerregaard ved roret indledte Brøndby i 70’erne en march mod toppen af dansk fodbold.

Toppen nåede man endeligt i 1985, hvor klubben vandt sit første ud af hidtil ti mesterskaber. Senere fulgte store europæiske succeser, og i 1991 var man minutter fra at blive det første danske hold i en europæisk klubfinale.

I de senere år har Brøndby haft sværere ved at generobre magten i dansk fodbold, og klubben vandt sit seneste mesterskab i 2005.

Klubben spiller sine hjemmekampe på Brøndby Stadion, der har plads til 28.000 tilskuere.

Danmarksmesterskabet

Guld (10) : 1985, 1987, 1988, 1990, 1991, 1996, 1997, 1998, 2002 og 2005.

Sølv (8) : 1995, 1999, 2000, 2001, 2003, 2004, 2006, 2017.

Bronze (6) : 1993, 1994, 2009, 2010, 2011, 2015.

Pokalturneringen

Guld (7) : 1989, 1994, 1998, 2003, 2005, 2008, 2018

Sølv (4) : 1988, 1996, 2017, 2019

Kilde: brondby.com/Wikipedia

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu