ANNONCE

Raser over VAR

18. april 2021 20:55 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk og Ritzau Info

FCK-træner Jess Thorup har svært ved at forstå, hvordan VAR og dommeren ikke gav rødt kort til FCN's målmand.

Raser over VAR
FC Københavns Nicolai Boilesen i diskussion med dommeren efter sin udvisning i søndagens 2-2-kamp mellem FCK og FC Nordsjælland. Foto: Claus Bech/Scanpix

VAR kom søndag eftermiddag nok en gang i fokus, da FC København og FC Nordsjælland spillede 2-2 i Parken.

Efter 12 minutters spil kom FCN-keeperen Peter Vindahl Jensen på mellemhånd og greb en afslutning på kanten af eget felt.

En situation hvor VAR ikke fandt grundlag for at omstøde dommerens oprindelige vurdering af, at FCN-målmanden var inde i eget felt, da han tog med hænder.

Seks minutter senere blev FCK-forsvarsspilleren Nicolai Boilesen til gengæld udvist, efter kampens dommer havde genset i VAR, hvordan FCK’eren stoppede bolden med hånden og dermed forhindrede en friløber til FCN-angriberen Kamaldeen Sulemana.

Begge situationer skete, da hjemmeholdet var foran med 1-0 og virkede i kontrol med kampen, og det ærgrede derfor mildest talt FCK-træner Jess Thorup.

– Jeg er så træt af at sidde og se de billeder, jeg så i pausen. Han (Peter Vindahl Jensen, red.) var mindst en meter udenfor feltet. Så siger man, at man muligvis ikke lige kan finde linjen. Jeg ved ikke med Boilesen, for jeg kunne ikke vurdere, om han var sidste mand, eller om han rørte den med hånden.

– Nogle VAR-situationer kan man godt tage, men andre kan man ikke. Det afgjorde jo fuldstændig kampen.

– Vi var så afklaret, og så ændrede det sig på et splitsekund på grund af – undskyld mig – VAR. Det er VAR for mig. Der var en situation, der kunne gå vores vej, og så er der en anden situation, der gik den anden vej, siger Jess Thorup.

Giver ikke meget for forklaring

Han fortalte efterfølgende, at FCK-lejren var blevet oplyst, at der manglede de rigtige kameravinkler til at vurdere, om Peter Vindahl Jensen var uden for feltet, da han tog med hænder, men det giver Jess Thorup ikke meget for.

– Det var de her undskyldninger med manglende kameravinkel, men prøv at hør her: Vi andre kan se det med det blotte øje. Så tror jeg også, det er muligt, at de kan gøre det.

I seneste runde i et opgør mellem Brøndby og FCK var manglende kameravinkler også et tema, da FCK’s Mohamed Daramy var inde i feltet, inden angrebskollegaen Kamil Wilczek brændte straffe. Det udnyttede Daramy til at score på riposten.

FCN-træner Flemming Pedersen vil ikke gøre sig til dommer over, om de to kendelser i kampen mod FCK var korrekte, men han giver Jess Thorup ret i, at det ikke er godt nok, hvis VAR mangler kameravinkler omkring feltkanten.

– Det er grotesk. Jeg kan ikke sige andet, end det er grotesk. Selvfølgelig er FCK-spilleren inde i feltet inden sparket i sidste uge, men hvis det ikke kunne bevises… Det er præmissen, og det må vi jo så hvile i.

– Der skal investeres nogle ekstra penge i nogle kameraer, eller hvad man nu vil. Eller så må man sige, at vi spiller alle under samme præmis. Så det er meget simpelt for mig, siger Flemming Pedersen.

På banen var Nicolai Boilesen stærkt utilfreds over sit røde kort, men efter at have gennemset situationen måtte han give dommeren ret i kendelsen.

– Adrenalinen var oppe at køre, og i situationen var det eneste, jeg mærkede, at jeg ramte med min arm på Kamaldeen. Så jeg mærkede faktisk ikke, at jeg ramte bolden med hånden. Det kan jeg godt se i langsom gengivelse, at jeg gjorde, og så er det vel fair nok, lød analysen fra Nicolai Boilesen.

FCK var foran to gange i kampen, men FCN udlignede i slutningen af hver halvleg.

Fakta

FC København

FC København (FCK) blev stiftet i 1992 som en overbygning mellem KB og B1903.

Siden da har klubben opnået status som landets førende, og har vundet mesterskabet 13 gange samt otte pokaltitler.

Klubben har desuden kvalificeret til adskillige europæiske gruppespil, herunder ni sæsoner i træk mellem 2006 og 2014. I samme periode blev man også det første danske hold, der kvalificerede sig videre til Champions Leagues ottendedelsfinaler.

FCK spiller deres hjemmekampe i det danske nationalstadion Parken, som klubben også ejer. Her er plads til 38.065 tilskuere.

Danmarksmesterskabet

Vinder (13): 1993, 2001, 2003, 2004, 2006, 2007, 2009, 2010, 2011, 2013, 2016, 2017, 2019

Sølv (5): 1994, 2002, 2005, 2012, 2014, 2015

Bronze (2): 1998, 2008

Pokalturneringen

Vinder (8): 1995, 1997, 2004, 2009, 2012, 2015, 2016, 2017

Sølv (4): 1998, 2002, 2007, 2014

Kilder: fck.dk/Wikipedia

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu