ANNONCE

FCK skærer 20 procent af spillernes løn

31. marts 2020 09:46 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk og Ritzau Info

Krisen rammer alle - også i sportens verden.

Som følge af coronakrisen går den sportslige ledelse, trænerstab samt alle spillere i FC København 20 procent ned i løn i foreløbig de kommende to måneder.

Det skriver FCK på sin hjemmeside.

Artiklen fortsætter under videoen

FCK er den første fodboldklub i Danmark, der har taget det skridt under udbruddet af coronavirusset.

Beslutningen er taget i samråd med klubbens hovedaktionærer samt bestyrelsesformand Bo Rygaard, skriver FCK på sin hjemmeside.

– Vi sætter stor pris på, at spillerne og den sportslige ledelse i klubben har valgt det her skridt for at give klubben bedre og mere bæredygtige forudsætninger i en vanskelig periode.

– Det viser, at vi står sammen om at komme sikkert igennem en kritisk situation og stå stærkere på den anden side, siger Bo Rygaard.

Lars Seier Christensen, hovedaktionær i klubben, er enig med formanden.

– Alle fodboldklubber og virksomheder er lige nu i en periode med stor usikkerhed. Derfor giver det god mening at være mest muligt på forkant.

– Det her tiltag fra spillerne og den sportslige stabs side viser, at vi alle har det samme mål: At få FCK bedst muligt gennem den her tid, så vi kan kaste al energi ind i at jagte succes, når fodbolden igen ruller, siger Lars Seier Christensen.

“Vil være solidariske”

– Vi gør det her, fordi vi gerne vil være solidariske med resten af klubben og organisationen. Vi har en masse kolleger, der er hjemsendt lige nu og andre kolleger, der arbejder hårdt for at holde hjulene i gang under vanskelige forhold. Vores mål med lønnedgangen er at sikre, at FCK står stærkest muligt som organisation efter Corona-krisen, udtaler den sportslige ledelse ved manager Ståle Solbakken og Teknisk Direktør, Johan Lange.

Også spillerne bakker op om beslutningen:

– Vi ved, at der er en masse mennesker, der arbejder hårdt bag kulisserne hver dag for, at alt skal være bedst muligt for os spillere. Det er et privilegium at spille i en klub som FCK, hvor alt er lagt til rette for, at vi kan præstere. Vi kan ikke løse den her svære situation, men vi kan komme med vores bidrag til, at alle oplever, at vi står sammen i FCK – også når det er svært, siger anfører Carlos Zeca.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu