ANNONCE

FCK tager andenpladsen tilbage

23. juli 2020 22:11 | Af: Ritzau Fokus

Efter seks kampe uden sejr vandt FC København torsdag 1-0 i Aalborg og indtager igen Superligaens andenplads.

FCK tager andenpladsen tilbage
Carlos Zeca sørgede for tre vigtige point til FC København. Foto: Henning Bagger/Scanpix

FC København udnyttede torsdag aften AGF’s pointtab dagen før, da holdet efter seks kampe uden sejr vandt en tæt kamp med 1-0 ude over AaB i 3F Superligaens mesterskabsspil.

Dermed rykker københavnerne forbi AGF, der ellers snuppede andenpladsen fra FCK med en sejr i holdenes indbyrdes opgør i søndags.

Sejren sender FCK op på 65 point mod AGF’s 64. Hovedstadsklubben kan sikre sig sølvmedaljerne og en plads i Europa League, når holdet tager imod FC Nordsjælland i sæsonens sidste runde på søndag.

AGF møder samtidig Brøndby, og FCK skal som minimum matche aarhusianernes resultat for at beholde andenpladsen, da holdet har en dårligere målscore.

Misser FCK matchbolden og ender på tredjepladsen, skal holdet ud i en playoff om europæisk deltagelse mod vinderen af opgøret mellem OB og Horsens.

AaB forbliver med nederlaget på femtepladsen med 51 point to point efter Brøndby på fjerdepladsen.

Zecas forløsning

Det kunne være gået begge veje i kampens indledning, da først AaB’s Patrick Olsen brændte en enorm chance foran tomt mål, hvorefter udeholdets Jens Stage lidt efter måtte se sit hovedstød gå snert forbi AaB-målet.

Herefter var der ikke mange chancer i første halvleg, før FCK i halvlegens slutminutter kom tæt på i to omgange.

Først skubbede AaB-keeper Jacob Rinne et fladt skud fra FCK’s Jonas Wind forbi mål, og på det efterfølgende hjørnespark måtte Stage igen se et hovedstød gå lige udenom den ene stolpe.

Anden halvleg var bare syv minutter gammel, da FCK-kaptajn Carlos Zeca bragte københavnerne i front.

Han kom først på en nedfaldsbold lige uden for AaB-feltet, og med en intelligent inderside satte grækeren 1-0-målet ind bag en stillestående Rinne i AaB-målet.

AaB jagtede herefter udligningen ihærdigt, men nordjyderne kom aldrig for alvor tæt på det ene point.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu