ANNONCE

Overtager førstepladsen

19. februar 2021 21:09 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk og Ritzau Info

FC Midtjylland overhaler Brøndby i Superligaen efter en sejr på 2-0 i Aalborg

Overtager førstepladsen
Sory Kaba scorede det ene mål, da FC Midtjylland slog AaB i 3F Superligaen. Foto: Henning Bagger/Scanpix

FC Midtjylland er tilbage på Superligaens førsteplads. Det er en realitet, efter midtjyderne på udebane fredag aften besejrede AaB 2-0.

FCM sikrede 2-0-sejren på scoringer af Sory Kaba og Evander.

Med sejren er FCM efter 17 kampe to point foran Brøndby, der har spillet en kamp færre. AaB ligger stadig på syvendepladsen med tre point op til Sønderjyske.

FC Midtjylland lagde fra start et højt pres på hjemmeholdet. Gæsterne havde solidt styr på boldbesiddelsen og bevægede bolden hurtigt mellem sig.

FCM formåede dog ikke i indledningen af kampen at spille sig frem til de helt store chancer.

Det var derimod AaB, som generelt havde svært ved at spille sig ud af FC Midtjyllands høje pres, der første gang blev farlig.

Først var det offensiv-spilleren Martin Samuelsen, som testede Jesper Hansen i FCM-målet. Kort efter fik Marcus Hannesbo en friløber, men Erik Sviatchenko prikkede bolden i sidste øjeblik.

Kaba scorede i comeback

FCM havde for første gang i forårssæsonen Sory Kaba med fra start. Angriberen gjorde sig efter 27 minutter positivt bemærket.

AaB-forsvareren Rasmus Thelander sendte en clearing i brystet på Kaba, som lagde den til rette og resolut sparkede den ind til 0-1.

Efter pausen fik AaB løsnet sig fra Midtjyllands helt tunge greb på kampen. Nordjyderne formåede at rykke spillet længere frem på banen og fik sat flere fine kombinationer sammen.

Til gengæld var det FCM, som skabte de største chancer. Frank Onyeka var tæt på at gøre det til 2-0, men AaB-keeper Jacob Rinne hev en stor redning frem.

Et kvarter senere udbyggede FCM føringen. Midtbanespilleren Evander kom først over en returbold på kanten af feltet og sparkede sikkert bolden ind.

AaB forsøgte til sidst at lægge et pres på gæsterne, men FCM holdt værterne fra fadet.

Fakta

FC Midtjylland

FC Midtjylland (FCM) blev stiftet i 1999 som en overbygning mellem Herning Fremad og Ikast fS.

Begge klubber lå på daværende tidspunkt i 1. division, men klubben rykkede i 2000 op i første forsøg, og har siden da i den grad sat sit præg på Superligaen.

Klubben vandt sit første mesterskab i 2015, og har med yderligere to mesterskaber siden da bidt sig fast som hovedudfordrer til FCK i kampen om mesterskaberne i dansk fodbold.

FCM spiller sine hjemmekampe på MCH Arena i Herning, hvor der er plads til 11.432 tilskuere.

Danmarksmesterskabet

Guld (3): 2015, 2018, 2020

Sølv (3): 2007, 2008, 2019

Bronze (5): 2002, 2005, 2012, 2014, 2016

Pokalturneringen

Guld (1): 2019

Sølv (4): 2003, 2005, 2010, 2011

Kilde: fcm.dk/Wikipedia

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu