ANNONCE

Kæmpe drama åbner guldkamp på vid gab

26. april 2021 21:38 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk og Ritzau Info

FC Nordsjælland hjalp mandag Brøndby i guldkampen ved at slå FCM med 3-2 i en dramatisk affære i Farum

Kæmpe drama åbner guldkamp på vid gab
Simon Adingra blev matchvinder med en sen scoring for FC Nordsjælland. Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix

Hvis 3F Superligaens mesterskabskamp ikke var spændende i forvejen, blev den det i den grad mandag aften.

Her stak FC Nordsjælland nemlig en kæp i hjulet på førerholdet FC Midtjylland ved at vinde 3-2 på kunstgræsset i Farum, hvilket er en stor hjælpende hånd til Brøndby.

Med nederlaget er FCM nemlig blot et enkelt point foran Brøndby med fem nervepirrende kampe tilbage af mesterskabsspillet.

FCM var særligt i første halvleg dominerende med stor fysik og hårdt pres, men ulvene manglede skarphed foran kassen, hvilket blev straffet i anden halvleg.

FCN sikrede først sejren i kampens sidste ordinære minut og reducerede dermed afstanden til AGF på fjerdepladsen til tre point.

Fakta

FC Nordsjælland

FC Nordsjælland (FCN) har været kendt under sit nuværende navn siden 2003.

Klubben blev ellers stiftet i 1992 som Farum Boldklub, og indledte med Farum-borgmester Peter Brixtoftes markante – nogle vil sige for markante – opbakning et stormløb mod Superligaen.

Superligaen nåede man første gang i 2001, og allerede efter, i 2002, vandt man bronzemedaljer under den kontroversielle, cigaretrygende træner Christian Andersen.

Siden da har FC Nordsjælland under først Allan K. Pedersen og siden briten Tom Vernon og hans Right to Dream-projekt markeret sig som en af dansk fodbolds mest veldrevne klubber. Dette har blandt andet også kastet et mesterskab i 2012 og efterfølgende Champions League-deltagelse af sig.

Klubben er desuden kendt for sit fokus på yngre spillere, og stiller gerne med et hold med en gennemsnitsalder på 20-21 år.

FC Nordsjælland spiller deres hjemmekampe på Right to Dream Park i Farum, hvor der er plads til 10.300 tilskuere, heraf 9800 siddepladser.

Danmarksmesterskabet

Guld (1): 2012

Sølv (1): 2013

Bronze (2): 2003, 2018

Pokalturneringen

Guld (2): 2010, 2011

Sølv (0):

Kilder: fcn.dk/Wikipedia

Gæsterne fik hurtigt presset til at sidde i skabet og tog på den måde initiativet fra FCN, der hverken fik tid eller plads til at få gang i kombinationerne fra start.

Selv om det var gæsterne, der svingede taktstokken spillemæssigt, skabte hjemmeholdet de største chancer.

Først bankede finske Oliver Antman bolden på træværket i det 18. minut, inden FCN godt ti minutter senere fremprovokerede et selvmål fra FCM’s Frank Onyeka til 1-0.

Mod slutningen af halvlegen fik FCN gang i spillet, og så var det ganske symptomatisk FCM, der scorede. Angriberen Sory Kaba var hurtigst over en løs bold og lynede lige før pausen.

Anden halvleg var blot ti minutter gammel, da Pione Sisto straffede en stor opspilsfejl fra FCN ved at score til 2-1, og så var FCM pludselig på sejrskurs.

Føringen fik dog kun lov at holde ti minutter, for efter en lang VAR-pause scorede Kamaldeen Sulemana til 2-2 på straffespark begået mod Andreas Schjelderup.

FCN-stjernen kunne være blevet den helt store helt syv minutter før tid, men Sulemana sparkede på overliggeren fra straffesparkspletten.

I det 90. minut sikrede FCN sig dog alligevel sejren, da indskiftede Simon Adingra lukkede og slukkede til 3-2 efter en veludført omstilling.

Fakta

FC Midtjylland

FC Midtjylland (FCM) blev stiftet i 1999 som en overbygning mellem Herning Fremad og Ikast fS.

Begge klubber lå på daværende tidspunkt i 1. division, men klubben rykkede i 2000 op i første forsøg, og har siden da i den grad sat sit præg på Superligaen.

Klubben vandt sit første mesterskab i 2015, og har med yderligere to mesterskaber siden da bidt sig fast som hovedudfordrer til FCK i kampen om mesterskaberne i dansk fodbold.

FCM spiller sine hjemmekampe på MCH Arena i Herning, hvor der er plads til 11.432 tilskuere.

Danmarksmesterskabet

Guld (3): 2015, 2018, 2020

Sølv (3): 2007, 2008, 2019

Bronze (5): 2002, 2005, 2012, 2014, 2016

Pokalturneringen

Guld (1): 2019

Sølv (4): 2003, 2005, 2010, 2011

Kilde: fcm.dk/Wikipedia

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu