ANNONCE

Fejl på fejl

14. marts 2021 20:04 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

Hverken FC København eller FC Midtjylland udviste storspil i søndagens storkamp

Fejl på fejl
Hverken FC København eller FC Midtjylland fik bolden i nettet. Foto: Scanpix

Mens Brøndby buldrer mod mesterskabet, kan hverken FC København eller FC Midtjylland få tingene til at hænge sammen.

Begge hold leverede skræmmende lavt niveau i søndagens nulløsning i Parken.

Målmændene Karl-Johan Johnsson og Jonas Lössl leverede store redninger i hver sin ende, de få gange det blev rigtig farligt.

Dermed har FCK fortsat ikke vundet over midtjyderne siden april 2019, og københavnerne halter efter i kampen om det danske mesterskab.

FCK på fjerdepladsen er nu ni point efter førerholdet Brøndby, mens FC Midtjylland som nummer to har fire point op til førstepladsen.

Til søndagens opgør måtte FCK-træner Jess Thorup finde endnu en ny konstellation i forsvaret, fordi Mathias “Zanka” Jørgensen var ude med karantæne.

Nicolai Boilesen gled derfor ind som midtstopper, mens unge Victor Kristiansen bevarede sin plads på venstre back.

Teenageren markerede sig både positivt og negativt. Han var flittig til at søge med frem på flanken og slå farlige indlæg, men han blev også fanget i uheldige positioner et par gange i defensiven.

Enkelte gange var det tæt på at føre til store muligheder, men generelt var det ikke chancer, der kendetegnede en intens første halvleg.

Fakta

FC København

FC København (FCK) blev stiftet i 1992 som en overbygning mellem KB og B1903.

Siden da har klubben opnået status som landets førende, og har vundet mesterskabet 13 gange samt otte pokaltitler.

Klubben har desuden kvalificeret til adskillige europæiske gruppespil, herunder ni sæsoner i træk mellem 2006 og 2014. I samme periode blev man også det første danske hold, der kvalificerede sig videre til Champions Leagues ottendedelsfinaler.

FCK spiller deres hjemmekampe i det danske nationalstadion Parken, som klubben også ejer. Her er plads til 38.065 tilskuere.

Danmarksmesterskabet

Vinder (13): 1993, 2001, 2003, 2004, 2006, 2007, 2009, 2010, 2011, 2013, 2016, 2017, 2019

Sølv (5): 1994, 2002, 2005, 2012, 2014, 2015

Bronze (2): 1998, 2008

Pokalturneringen

Vinder (8): 1995, 1997, 2004, 2009, 2012, 2015, 2016, 2017

Sølv (4): 1998, 2002, 2007, 2014

Kilder: fck.dk/Wikipedia

Gæsternes Gustav Isaksen kunne have åbnet scoringen tidligt, men han hamrede over mål efter en dødbold.

I den anden ende fik Jonas Wind en stor hovedstødsmulighed, men bolden havnede i handskerne på Jonas Lössl, der atter var foretrukket i buret frem for Jesper Hansen.

Efter en chancefattig første halvleg kom der med det samme chancer i anden.

En stor dobbeltchance til Rasmus Falk og Wind var få centimeter fra at give FCK føringen, men skarpheden manglede foran mål.

Så begyndte det ellers at ligne første halvleg igen med hårde dueller og direkte spil.

Et angreb midtvejs i halvlegen skilte sig dog ud. Efter en stribe gode kombinationer havnede bolden for fødderne af Wind, som igen blev den lille i duellen med en velspillende Lössl.

FCM-angriber Sory Kaba har en god statistik mod FCK, og kun en refleksredning af Karl-Johan Johnsson i FCK-målet stod i vejen for endnu et mål mod københavnerne med ti minutter igen.

Det så ud til at blive sidste store chance i opgøret, men i tillægstiden satte Victor Nelsson punktum for nulløsningen ved at heade over mål.

Fakta

FC Midtjylland

FC Midtjylland (FCM) blev stiftet i 1999 som en overbygning mellem Herning Fremad og Ikast fS.

Begge klubber lå på daværende tidspunkt i 1. division, men klubben rykkede i 2000 op i første forsøg, og har siden da i den grad sat sit præg på Superligaen.

Klubben vandt sit første mesterskab i 2015, og har med yderligere to mesterskaber siden da bidt sig fast som hovedudfordrer til FCK i kampen om mesterskaberne i dansk fodbold.

FCM spiller sine hjemmekampe på MCH Arena i Herning, hvor der er plads til 11.432 tilskuere.

Danmarksmesterskabet

Guld (3): 2015, 2018, 2020

Sølv (3): 2007, 2008, 2019

Bronze (5): 2002, 2005, 2012, 2014, 2016

Pokalturneringen

Guld (1): 2019

Sølv (4): 2003, 2005, 2010, 2011

Kilde: fcm.dk/Wikipedia

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu