Morten Østergaard truer regeringen

26. februar 2020 21:53 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk og Ritzau Info

De Radikales politisk leder Morten Østergaard truer med at vælte regeringen 5. juni uden klimahandling.

De Radikale truer med at vælte regeringen, hvis der ikke er en aftale om en klimaplan inden grundlovsdag 5. juni. Det siger politisk leder Morten Østergaard til Politiken onsdag aften.

– Det helt korte budskab er, at uden en klimaplan og handling er der ikke nogen regering, siger han til Politiken.

Adspurgt, om De Radikale trækker støtten til regeringen, hvis aftalen ikke er på plads inden 5. juni, svarer han:

– Ja. Så kan vi ikke se os selv i øjnene, og så er fundamentet for regeringen væk.

Ikke seriøst

Ifølge Morten Østergaard tager regeringen ikke “det her” seriøst nok.

– De har ikke en gang fremlagt en tidsplan. Det gør, at jeg nu føler mig nødsaget til at trække hårdt i kæden og sige, at det her er det, regeringen står og falder med, når vi når grundlovsdag.

Klimaplanen skal sikre, at målet om 70 procents CO2-reduktion bliver nået senest i 2030. Den indledende klimalov blev forhandlet på plads med klimaminister Dan Jørgensen (S) for enden af forhandlingsbordet 6. december sidste år.

Men siden har især De Radikale presset på for, at klimahandlingsplanen også kommer på plads, som der står i regeringen og støttepartiernes forståelsespapir fra juni.

Tomme trusler

Sidste uge truede Enhedslisten med at vælte klimaminister Dan Jørgensen, hvis ikke der kom mere skub i forhandlingerne om klimaindsatsen.

Til Politiken siger SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, at hun mener, at truslen fra Morten Østergaard er for voldsom.

– Vi synes også, at der skal ske noget i forhold til klima. Men at hive støtten til en regering, der lige har lavet den mest ambitiøse klimalov sammen med os og Radikale Venstre, er forkert, siger hun til avisen.

Politisk kommentator Hans Engell mener, at De Radikale kommer med tomme trusler.

– Det er at sparke en åben dør ind. For det er regeringens hensigt at have klimaplaner inden sommeren. Selvfølgelig går De Radikale ikke ind og vælter en regering, mens man sidder ved forhandlingsbordet og muligvis allerede har afsluttet nogle klimaplaner.

– Så jeg må bare sige, at det er tomme trusler, De Radikale komme med, siger han.

Brænde

Generelt har der været forsigtighed i Folketinget med at stille ultimative krav, siden Liberal Alliance under den daværende regering brændte sig på krav om topskattelettelser.

– Det er meget tidligt på sæsonen at kravle op i et træ og true med bål og brand. Vi har haft en regering i mindre end et år, siger Hans Engell.

Dan Jørgensen siger onsdag aften til TV2:

– Jeg forstår godt utålmodigheden. Den deler jeg. Men vi har ikke siddet på hænderne. Vi har lavet en grøn finanslov og en klimalov, der er blandt de mest ambitiøse i verden.

– Vi skal selvfølgelig gøre endnu mere. Mange af de ting, partierne efterspørger, er vi i gang med. Så vi kommer selvfølgelig til at levere på dette her inden længe.

Østergaard, fem skarpe:

Her er fem spørgsmål om truslen til Morten Østergaard:

1. Der er allerede en klimalov og en grøn finanslov, hvorfor er det ikke godt nok?

– Vi har brug for, at vi nu tager nye, væsentlige skridt i den grønne omstilling og viser vejen til 70 procent i 2030. Jeg må konstatere, at regeringen endnu ikke har indikeret, hvad der skal ske til foråret.

– Derfor siger jeg bare, at det bliver ikke et forsømt forår i klimapolitikken. Der skal træffes nye beslutninger inden sommerferien.

2. Hvordan vil det fremme ønsket om hurtigere klimahandling at vælte regeringen og få nyvalg?

– Dette her handler ikke om noget ønske om valg eller Christiansborg-fnidder. Klimaet har brug for, at vi handler nu. Befolkningens forventning er, at Folketinget handler.

– Så det går ikke an, at Socialdemokratiet vælger at prioritere andre beslutninger her til foråret, så ingen beslutninger bliver taget.

– Vi vil ikke lægge ryg til en regering, der ikke handler på klimaforandringer her til foråret. Det er et samvittighedsspørgsmål.

3. Vil det ikke skade det ønske, hvis I gør alvor af truslen?

– Jeg må bare konstatere, at for mig er det ikke en mulighed at være parlamentarisk grundlag for en regering, der ikke har klimaet øverst på dagsordenen.

– Og det er det åbenlyst ikke indtil videre. Men det kan det komme, og så kan vi fortsætte arbejdet.

4. Har du grund til at tvivle på regeringens ønske om at handle på klimadagsordenen?

– Så sent som i går havde statsministeren mulighed for at sige, hvad tidsplanen er. Men der er ingen plan. Og det går ikke an, at man prioriterer alt muligt andet.

5. Er I klar til at støtte en blå regering for at få hurtigere klimahandling?

– Der er jo allerede et stort flertal for dette her i Folketinget. Det er kun regeringen, vi venter på.

– Men for at svare direkte på dit spørgsmål, så griber vi ud efter et hvilket som helst flertal, for at få dette her igennem. For der skal handles, og der skal handles her til foråret.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu