ANNONCE

Femårig dræbt: Efterlyses med nyt foto

29. oktober 2020 10:44 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

Københavns Politi bringer nye informationer om efterlyst flugtbilist.

En kun femårig pige mistede onsdag livet, da hun og hendes mor blev påkørt af en bil, hvis fører efterfølgende stak af fra stedet.

Ulykken skete på Peter Bangs Vej på Frederiksberg.

Siden er den mistænkte flugtbilist blevet efterlyst offentligt.

Samtidig har politiet jaget manden alle de steder, de kunne forestille sig, han havde flygtet til.

Det oplyser vicepolitiinspektør Knud Hvass fra Københavns Politi i en pressemeddelelse:

– Vi søger ham stadig intensivt, men har også brug for borgernes øjne og ører. Vi har en rimelig stærk formodning om, at det var den efterlyste, der førte bilen. Vi har søgt efter ham på de adresser, hvor vi havde en formodning om, at han kunne opholde sig, men uden held, siger Knud Hvass.

Gassede pludselig op

Københavns Politi kan nu beskrive ulykken i yderligere detaljer.

Den sorte VW Passat, som flugtbilisten førte, holdt ifølge politiet på Sæbyholmsvej, hvor den i et t-kryds munder ud i Peter Bangs Vej.

Pludselig accelerer bilen, krydser vejen og rammer både den femårige pige og hendes mor – på den modsatte side af vejen.

Moren blev lettere kvæstet ved ulykken, der kostede datteren livet. Det skete klokken 16 onsdag.

Politiet ved, at manden havde adgang til at bruge bilen, og den var ikke meldt stjålet.

Meld dig selv

Københavns Politi opfordrer fortsat Hameed til at melde sig selv.

Manden beskrives som:

  • Mand, 21 år gammel
  • Mørk i huden og mørkt hår
  • Cirka 180 cm høj
  • Almindelig af bygning
  • På gerningstidspunktet var han iført sort tøj

Den efterlyste er i forvejen kendt af politiet.

“Vi opfordrer alle, der mener at have set ham, eller som kender hans færden efter uheldet, til at kontakte Københavns Politi på 1-1-4. Undlad selv at tage kontakt til ham,” slutter politiet.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu