ANNONCE

Ferieland advarer nu mod livsfarlig sygdom

30. august 2019 21:42 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Ritzau Info

Antallet af mæslingetilfælde stiger globalt, og WHO opfordrer lande til at opretholde vaccineindsatsen.

Ferieland advarer nu mod livsfarlig sygdom
Mæslinger er en infektion i luftvejene. Sygdommen viser sig blandt andet ved rødt udslæt på kroppen. I de alvorligste tilfælde er mæslinger livstruende. (Arkivfoto) Foto: Lindsey Wasson/Reuters

Myndighederne i New Zealand beder rejsende om at være sikre på, at de er vaccineret mod mæslinger, før de eventuelt rejser til landets største by, Auckland.

Opfordringen kommer, idet New Zealand oplever det værste udbrud af mæslinger i over 22 år.

– Hvis du overvejer at rejse ind eller ud af Auckland, skal du sørge for, at du er vaccineret, mindst to uger før du tager afsted, udtaler sundhedsminister Julie Anne Genter i en erklæring ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Alene i år er der registreret 849 tilfælde af mæslinger i New Zealand. Det er det værste udbrud af mæslinger i landet siden 1997.

Af disse er 731 tilfælde registreret i Auckland, og næsten en tredjedel af dem er registreret inden for de seneste to uger.

Ifølge Radio New Zealand er det lykkedes myndighederne at begrænse spredningen af sygdommen uden for Auckland, der ligger på landets nordlige ø.

Et problem flere steder

Det er ikke kun New Zealand, der døjer med mæslinger. Antallet af mæslingetilfælde stiger således globalt – også i andre velhavende lande såsom USA og Tyskland, hvor nogle forældre vælger ikke at lade deres børn vaccinere.

– New Zealands mæslingeudbrud afspejler det, der foregår internationalt, konkluderer Julie Anne Genter.

Tidligere i denne uge mistede fire europæiske lande, hvor mæslinger tidligere blev anset som elimineret, deres status som mæslingefri.

Det gælder Storbritannien, Grækenland, Tjekkiet og Albanien.

Det fik Verdenssundhedsorganisation (WHO) til at opfordre landene til at opretholde indsatsen på vaccineområdet.

– Mæslingesmittens genkomst er bekymrende. Hvis ikke der er en høj andel af immune i alle samfund, vil både børn og voksne lide unødvendigt, og nogle vil dø på tragisk vis, udtalte Gunter Pfaff, leder af WHO’s regionale afdeling for eliminering af mæslinger og røde hunde, ifølge nyhedsbureauet AFP.

I slutningen af 2017 blev Danmark af netop denne afdeling erklæret fri for mæslinger.

Ifølge WHO var der i de første seks måneder af 2019 89.994 tilfælde af mæslinger i 48 europæiske lande.

Det er mere end dobbelt så mange som i samme periode i 2018 og allerede flere tilfælde end de 84.462, der blev rapporteret om hele sidste år.

Hvad er mæslinger?

Mæslinger er den mest smitsomme børnesygdom og skyldes smitte med et virus. Også voksne kan blive ramt.

Mæslinger er en infektion i luftvejene. Sygdommen viser sig blandt andet ved rødt udslæt på kroppen. I de alvorligste tilfælde er mæslinger livstruende.

I starten kan det være svært at se forskel på mæslingesygdom og en almindelig form for forkølelse, influenza eller halsbetændelse. For børn bliver sygdommen først synlig, når der kommer kløende udslæt.

Artiklen fortsætter under videoen

Sygdommen er ekstremt smitsom, og da mæslinger kommer af en virusinfektion, kan du ikke bruge en antibiotikakur til noget. Den bedste behandling er at lindre på symptomerne og lade kroppens immunforsvar om at få sygdommen fjernet.

På grund af smittefare kræves en vaccinationstilslutning på mindst 95 procent for at eliminere mæslinger via såkaldt flokimmunitet.

Du kan læse mere om sygdommen her:

Mæslinger regnes som den farligste børnesygdom

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu