Feriesouvenir kan blive en dyr fornøjelse

20. marts 2019 06:00 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Danske turister er glade for at komme hjem fra udlandet med kufferten fyldt med ulovligheder.

Hele 300 ulovlige stenkoraller er blevet beslaglagt hos 76 forskellige rejsende i Københavns- og Billunds Lufthavn i årets første måneder. Det skriver Miljøstyrelsen i en pressemeddelelse, hvor styrelsen sætter fokus på det lovbrud, det er, at komme hjem fra en ferie med noget forbudt i kufferten.

-De rejsende er ikke tilstrækkeligt klar over, at der er regler for handel med truede dyr og planter. Det, man tror er en uskyldig souvenir, kan hurtig vise sig at blive til en ulovlig import, siger biolog Elin Pitter fra Miljøstyrelsen, i pressemeddelelsen.

De mange koraller har nu til huse hos Miljøstyrelsen, og styrelsen skriver, at man allerede nu har flere sager om overtrædelser af de internationale regler om import af truede dyr og planter i 2019, end  man havde i hele 2018.

Rev er truet

Foruden de 300 koraller, har tolderne også beslaglagt otte kæmpemuslingeri årets første måneder. Tidligere har man beslaglagt  tasker, tøj og sko lavet af krodiller, slanger og kattedyr, og smykker og figurer lavet af truede dyr, ifølge Miljøstyrelsen.

Det er dog først og fremmest de føromtalte koraller, der er populære hos turisterne.

-Det kan virke uskyldigt at tage koraller med hjem fundet på stranden eller købt på markedet. Men presset fra millioner af rejsende er et problem for verdens koralrev, der i forvejen truet af stigende havtemperaturer, forurening og flydende plastikaffald, siger Elin Pitter i pressemeddelelsen.

Bliver man snuppet i lufthavnen med sådan en koral, bliver man meldt til politiet. Man får også den forbudte genstand konfikseret, og der er altså ikke andet end bøvl forbundet med at tage en koral med hjem fra ferien.

Du kan i galleriet til denne artikel læse mere om det, du ikke bør tage med hjem fra din ferie.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu