ANNONCE

Fik corona-regning på 7,5 millioner kroner

15. juni 2020 20:16 | Af: Keld Stampe, ks@newsbreak.dk

Mand indlagt i 62 dage med covid-19. Afregningen fra hospitalet fyldte 'beskedne' 181 sider.

Fik corona-regning på 7,5 millioner kroner
I 62 dage var 70-årig amerikaner indlagt på hospitalet med Covid-19. Det udløste en regning på 7,3 millioner danske kroner. Foto: Scanpix/MARVIN RECINOS / AFP)

Covid-19 smitte kan være en aldeles kostbar affære. Det kan 70-årige Michael Flor i den grad nikke genkendende til. Han er blandt de mange amerikanere, der har været så hårdt ramt af sygdommen, at han måtte indlægges.

I 62 dage blev han behandlet på Swedish Medical Center i Issaquah i delstaten Washington. Nu er han så blevet præsenterret for regningen for sit ophold. Et digert værk, der ifølge The Seatlle Times er en bog på 181 sider og som lyder på – hold fast – chokerende 1.122.501 dollar. Det svarer til lige knap 7,5 millioner kroner.

Længere ned i artiklen kan man se en lille udspecificering af dele af regningen.

“Det kostede en god million dollars at redde mit liv, og selvfølgelig vil jeg sige, at det var det værd. Men det er jeg muligvis den eneste, der mener det,” siger patienten blandt andet til mediet.

Det fremgår også, at dele af hans øvrige reaktioner på den kolossale regning er af en sådan karakter, at de er blevet slettet af censuren. Det mener The Seattle Times tjener alle bedst.

Ifølge Michael Flors hustru var han allerede under indlæggelsen opmærksom på, at det kunne blive en dyr omgang.

“Han vågnede på et tidspunkt og bad mig om at få ham udskrevet. Vi har ikke råd til det her, sagde han,” har hun fortalt til The Seattle Times.

Hustruen fortæller også, at hun selv og børnene rent faktisk nåede at sige farvel til ham på trods af, at de ikke måtte besøge ham.

“En sygeplejerske på nattevagten holdt en mobiltelefon hen til hans øre, så vi kunne sige farvel. De troede ikke, at han ville overleve natten,” forklarer hun.

Bizar regning

Den gigantiske regning er nydeligt udspecificeret, så man kan se, hvad det er, man betaler for.

Man kan for eksempel se, at Michael Flor var indlagt 42 dage på hospitalets akutafdeling til en pris af 9.736 dollar per dag. Det fremgår også, at behandling med åndedrætshjælp i 29 dage beløber sig til samlet 82.215 dollar og at to dage med hjerte, lunge og nyresvigt er løbet op i næsten 100.000 dollar.

Det har fået ham til at reagere ganske stærkt og kalde den økonomiske situation i det amerikanske sundhedsvæsen for bizar.

Han siger samtidig, at frygten for socialisme altid har forhindret, at alle amerikanere er garanteret retten til gratis sundhedsydelser.

Med til historien hører, at Michael Flor er blandt de amerikanere, der selv har en sundhedsforsikring, som vil dække det meste af eller endda måske hele regningen. Men sådan forholder det sig langt fra for alle amerikanere.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu