ANNONCE

Finder flugtbilist i rystende skraldespand

7. januar 2021 19:33 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

En ellers banal sag udviklede sig fuldstændigt bizart.

Finder flugtbilist i rystende skraldespand
Det var her - i denne skraldespand til haveaffald - politiet fandt den unge mand. Foto: Syd- og Sønderjyllands Politi.

Hvad der skulle minde om et rutinetjek, blev pludseligt til noget helt andet. Og sikkert anderledes, end de involverede havde forestillet sig.

En patruljevogn fra Syd- og Sønderjyllands Politi på patrulje i Esbjerg spottede torsdag en bil uden nummerplade.

Politiet vender patruljevognen for at snakke med manden i den. Det er han dog ikke interesseret i – og tager flugten.

Betjentene bruger lidt tid på at køre rundt i området omkring Ådalsvænget i Esbjergs sydvestlige bydel.

Her slår politinæsen – eller rettere; politiøjnene – til: De ser en skraldespand stå og ryste.

– En til haveaffald, fortæller Ole Aamann, vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, til Newsbreak.dk.

Der skal måske ikke ligefrem en politinæse til for at undres over en rystende skraldespand. Om den er til haveaffald, eller ej.

Det viser sig da også, det ikke er uden grund, spanden ikke står stille:

Nede i den har den 23-årige fører af den nummerpladeløse bil gemt sig.

Alle, der har gemt sig i en skraldespand med haveaffald ved, det kan være et noget ubekvemt sted at opholde sig.

Det bliver også den flygtendes  problem; hans ben er nemlig begyndt at krampe – og ryste så meget, det forplanter sig til den grønne plastik.

Betjentene får den unge mand op ad spanden og ind i patruljevognen.

Han bliver i første omgang sigtet for at køre i en bil uden nummerplade.

Om end man skulle synes, en patruljevogns bagsæde er at foretrække frem for regnorme og selvkomposterende haveaffald, så huer det ikke ligefrem den unge fynbo.

– Han får en sigtelse for vold mod polititjenestemand for verbale trusler, siger Aamann, der også kan fortælle, at den 23-årige også reddede sig endnu en sigtelse; nemlig for at køre i narkopåvirket tilstand.

Den unge mand befinder sig lige nu i politiets varetægt.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu