ANNONCE

Finder stadig meget få

16. januar 2021 11:49 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk og Ritzau Info

Det er ikke overvældende - kan være godt, men også skidt

Finder stadig meget få
De såkaldte lyntests er upræcise, men kan få sendt flere hjem i isolation. Foto: Scanpix

Fredag blev 180 borgere testet positive for covid-19 hos fire private udbydere af lyntest. Det viser tal fra udbyderne Falck, SOS International, Copenhagen Medical og Carelink.

De 180 positive prøver blev fundet blandt 28.915 lyntest, og dermed var positivprocenten fredag på 0,62 procent. Det er den hidtil laveste positivprocent i den tid, man har kunnet få lyntest på statens regning.

Fakta

Lyntest-tal lørdag 16.1.2021

Regeringen og regionerne indgik i december aftaler med fire private leverandører af lyntest.

Samlet skal de på statens regning kunne foretage 100.000 af de hurtige test om dagen. Her er en oversigt over de seneste testresultater, der er fra fredag.

* Samlet:

Test: 28.915.

Positive: 180.

Positivprocent: 0,62.

* Falck:

Test: 17.950.

Positive: 108.

Positivprocent: 0,60.

Geografi: Testcentre 49 steder i landet.

Testtype: Antigentest fra Biosensor.

* SOS International:

Test: 4572.

Positive: 39.

Positivprocent: 0,85.

Geografi: Syv testcentre i Københavnsområdet, Aalborg, Esbjerg og Aarhus i samarbejde med virksomheden Medicals Nordic.

Testtype: Antigentest fra BioSynex, SD Biosensor og Abbott.

* Copenhagen Medical:

Test: 4495.

Positive: 23.

Positivprocent: 0,51.

Geografi: To testcentre i København.

Testtype: Antigentest fra Biosensor.

* Carelink:

Test: 1898.

Positive: 10.

Positivprocent: 0,53.

Geografi: Fem testcentre i Aarhus, Vejle, Svendborg, Randers og Nyborg.

Testtype: Antigentest fra BioSynex.

Kilder: Falck, SOS International, Copenhagen Medical og Carelink.

Man skal desuden helt tilbage til 2. januar for at finde en daglig positivprocent blandt lyntest på over to procent. Samtidig var fredag tiende dag i træk med færre end 300 smittede blandt landets lyntest.

Antallet af lyntest er de seneste dage gået betragteligt op efter at have været ganske lavt i januar set i forhold til december. Det skyldes, at de private udbydere nu også har fået mulighed for at rulle mobile testenheder ud i landet for at hjælpe til med test på eksempelvis daginstitutioner, plejehjem og bosteder.

Går stadig trægt

Men ifølge direktøren hos udbyderen Carelink, Brian Rosenberg, går det stadig en smule trægt med at få alle kommuner med på initiativet. Ud af de 12 kommuner, som Carelink er blevet tildelt, har kun fem kommuner indtil videre benyttet sig af tilbuddet, oplyser han.

De seneste to dage har det daglige antal lyntest igen været over 20.000. Fra 5.-13. januar var antallet af test under 20.000, mens det eksempelvis 1. januar var helt nede på 9418. Ser man på december, benyttede langt flere sig af lyntest. 23. december blev 80.291 testet, mens rekordhøje 90.761 gjorde brug af lyntest 30. december.

Lyntest vurderes ikke at være lige så pålidelige til at påvise, om man er smittet med coronavirus, som de pcr-test der bliver brugt i det offentlige testsystem. Derfor anbefales det, at man ikke får lavet en lyntest, hvis man har symptomer på covid-19. I stedet anbefales en pcr-test.

Generelt regnes lyntest dog for meget pålidelige, når der bliver konstateret smitte. Usikkerheden omhandler særligt de tilfælde, hvor testen har givet et negativt svar.

Bliv testet

Lørdag opfordrer sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på sin Facebook-profil alle til at blive testet, hvis der er mistanke om smitte. Det kan nemlig være afgørende for at finde frem til smittetilfælde med den britiske mutation B117.

I Danmark skal alle coronavirus-prøver nu sekventeres for forekomst af B117. På førnævnte pressemøde bad justitsminister Nick Hækkerup desuden om, at alle, der går på arbejde og er i fysisk nærhed af andre mennesker, lader sig teste ugentlig.

“De danske smittetal skal længere ned, så vi har et lavere udgangspunkt for den forøgede smitte og det stigende kontakttal, som vi må forvente i takt med, at B117 og eventuelt andre mere smitsomme varianter bliver mere udbredt denne vinter. Vores opgave er at sørge for, at B117 har så lidt brændstof i tanken, når den tager over”, skriver sundhedsministeren.

Med så hastig en spredning af smitte, vil langt flere sårbare blive ramt, og langt flere vil blive indlagt – det kan på sigt få et allerede meget presset sundhedsvæsen ud i et total kollaps.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu