ANNONCE

Fire anholdt efter skyderi

17. juni 2020 21:08 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Flere fund på stedet tyder rigtigt nok på skyderi.

Opdatering 22.03:

Københavns Politi bekræfter nu på Twitter, at der ér blevet skudt.

Det fremgår også, at fire personer er blevet anholdt, fordi de muligvis har tilknytning til skyderiet.

Endnu er der ingen melding om, at nogen skal være blevet ramt eller kommet til skade i forbindelse med skudepisoden.

Politiet har ingen yderligere kommentarer, da der venter et større opklaringsarbejde.

Original:

Onsdag aften er Københavns Politi talstærkt til stede i området Buskager i Vanløse.

I løbet af kort tid indkom nemlig flere anmeldelser af forskellig karakter, der antydede, at der på stedet er blevet affyret skud, fortæller vagtchef Henrik Svejstrup fra Københavns Politi.

– Flere siger, de har hørt skud, og der er også nogle, der har anmeldt, at de har set personer løbe fra stedet, siger vagtchefen til Newsbreak.dk.

Den første anmeldelse kom klokken 20.22, og politiet er rykket ud til stedet, hvor forholdet netop nu undersøges.

Umiddelbart lyder vurderingen på, at der altså er blevet affyret skud på stedet, siger vagtchefen.

– Det baserer vi på nogle fund, vi har gjort derude, siger han uden at komme det nærmere.

For nuværende er der ingen melding om personer, der skal være ramt af skud.

Newsbreak.dk følger sagen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu