ANNONCE

Fire anholdt ved statsfængsel

21. april 2020 19:07 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Fire personer blev tirsdag eftermiddag anholdt af politiet i nærheden af Renbæk Statsfængsel.

Fire anholdt ved statsfængsel
Fire er tirsdag blevet anholdt ved Renbæk Statsfængsel. Genrefoto: Scanpix

Fire personer er blevet anholdt, fordi de tirsdag forsøgte at kaste mobiltelefoner og hash pakket i gaffertape ind til modtagere på indersiden af hegnet til Renbæk Statsfængsel, der ligger 10 kilometer fra Skærbæk i Sønderjylland.

Det fortæller Nikolaj Hølmkjær, der er vagtchef i Syd- og Sønderjyllands Politi, til Newsbreak.dk. Det var personalet i fængslet, der opdagede, at fire mænd opførte sig besynderligt i nærheden af hegnet til fængslet.

– Vi får anmeldelsen klokken 14.46 og sender en hundepatrulje derud. Da den ankommer, har personalet allerede tilbageholdt en bil med to mand i, siger han.

En politihund bliver sendt på sporet af de øvrige, og især den ene bliver fanget på en lidt special vis. Hundepatruljen kunne hurtigt snuse sig frem til en tredje mistænkt, der opholdt sig i området. Den fjerde involverede derimod valgte et elendigt gemmested.

– Han blev fanget, da han var på vej hjem til sig selv, siger vagtchefen.

Personerne var i besiddelse af hash og mobiltelefoner, der var klistret sammen til pakker med gaffertape, og fængselspersonalet bekræftede overfor politiet, at det er en benyttet fremgangsmåde til at nedkaste effekter udefra til de indsatte.

Det er de alle fire nu blevet sigtet for at forsøge på – og for at være i besiddelse af hash.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu