ANNONCE

Fire ansatte på plejehjem ramt af coronavirus

22. april 2020 11:52 | Af: Majken Munk Nielsen, mn@newsbreak.dk

På Demenscenter Skovgården i Hadsund har fire ansatte fået konstateret coronavirus.

Fire ansatte på plejehjem ramt af coronavirus
Fire ansatte på Demenscenter Skovgården i hadsund har fået konstateret coronavirus. Foto: Mariagerfjord Kommune

På Demenscenter Skovgården i Hadsund har fire ansatte, der arbejder i samme afgrænsede boenhed på centret, fået konstateret coronavirus. Det oplyser Mariagerfjord Kommune i en pressemeddelelse.

Sundheds- og Ældrechef ved Mariagerfjord Kommune Michael Tidemand vil have alle plejecentrets ansatte og beboere testet efter fundet af coronavirus.

Der er ikke blevet konstateret coronavirus blandt personale eller beboere på andre plejecentre i kommunen.

Sendt hjem

Det var symptomer på sygdommen, der resulterede i, at de fire ansatte på plejecentret omgående blev sendt hjem. Siden er de blevet testet for virussen, og testen var positiv. De fire ansatte er blevet smittet med coronavirus.

Tilfældene står ikke alene, for der har tidligere været en beboer på Demenscenter Skovgården, der har været ramt af coronavirus. Beboeren blev sat i karantæne, og er efterfølgende blevet raskmeldt.

På nuværende tidspunkt er der ingen beboer, der er smittet med coronavirus, lyder det fra kommunen.

Pårørende til beboere på plejecentret er blevet underrettet om situationen.

Vil teste personale

Men på baggrund af resultaterne på de fire ansattes coronavirus-tests, vil Sundheds- og Ældrechef ved Mariagerfjord Kommune Michael Tidemand teste samtlige på Demenscenter Skovgården.

– Ledelsen og personalet har helt fra start gjort alt, hvad de kan for at følge Sundhedsstyrelsen anbefalinger, så de beskytter vores beboere og hinanden for smitten. Nu beder vi selvfølgelig om at få testet samtlige medarbejdere og beboere på Skovgården for at vide os sikre på, at smitten ikke har spredt sig yderligt, siger Michael Tidemand.

Personalet er også blevet instrueret i, at de skal gribe ind ved det mindste tegn på coronavirus blandt beboere og personale, og der er løbende blevet foretaget tests på centret.

En vanskelig udfordring

Der er blevet etableret ekstra rengøring på centret, ligesom arbejdsgangene er blevet finkæmmet med et formål om at nedbringe smitterisikoen. Det betyder, at personalet nu skal overholde strenge procedurer for hygiejnen, når de skal i kontakt med en beboer.

Desuden er Region Nordjyllands Infektionshygiejne tilkaldt for at se nærmere på arbejdsgangen og komme med deres ekspertise på området.

På trods af de tiltag er Michael Tidemand klar over, at det er en svær opgave.

– Da Skovgården er et demenscenter, kan det være en særlig vanskelig udfordring at forklare beboerne, at de skal holde afstand. Derfor arbejder vores personale under svære vilkår, og vi inddrager alle de ekspertiser, vi har til rådighed for at hjælpe dem med at dæmme op for smitten, siger han.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu