Fire drenge anholdt for bombetrusler

12. juli 2019 19:35 | Af: Jon Tolstrup Jensen, jj@newsbreak.dk

De fire drenge er alle i alderen 11 til 14 år.

Fire drenge anholdt for bombetrusler
Politiet tog ingen chancer. Arkivfoto: Colourbox

Fire unge drenge er fredag blevet tilbageholdt af Københavns Vestegns Politi. Det sker, da de er mistænkt for at have indtelefoneret bombetrusler mod en række tankstationer og restaurationer flere steder på Sjælland.

Nærmere bestemt er der tale om områderne Midt- og Vestsjælland, Nordsjælland og på Vestegnen.

Anholdelsen er sket i samarbejde med flere politikredse. Det tætte samarbejde gjorde det muligt hurtigt at finde de fire drenge, der alle blev anholdt i Greve-området.

Københavns Vestegns Politi vurderer, at der er tale om alvorlige drengestreger.

– Politiet tager bombetrusler meget alvorligt og selv om der angiveligt var tale om telefon-fis, så kommer der et efterspil på denne sag. Jeg håber at dette er en advarsel til andre unge, der kunne få samme dumme ide, siger vicepolitiinspektør Kim Erik Hansen i en pressemeddelelse.

Alle tre drenge er i alderen 11 til 14 år og er derfor under den kriminelle lavalder. Derfor er de sociale myndigheder blevet kontaktet i sagen oplyser politiet.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu