ANNONCE

Fire mænd henrettet for gruppevoldtægt

20. marts 2020 08:12 | Af: Ritzau Fokus

En 23-årig kvinde blev gruppevoldtaget og dræbt i New Delhi i 2012. Nu er gerningsmændene blevet hængt.

Fire mænd er blevet henrettet for en gruppevoldtægt og drabet på en studerende i Indien i 2012.

Det rapporterer BBC natten til fredag dansk tid.

Artiklen fortsætter under videoen

Sagen vakte dengang international opsigt og udløste store folkelige protester på grund af dens brutalitet.

Offeret for voldtægten, den 23-årige kvindelige studerende Jyoti Singh, døde, to uger efter at mændene havde angrebet og voldtaget hende på skift i en bus i New Delhi i december 2012.

Blev tortureret med en jernstang

Mændene torturerede den unge kvinde med en jernstang, mens bussen kørte rundt i gaderne i den indiske hovedstad. Singh blev kastet ud fra bussen efter 45 minutter med omfattende indre kvæstelser.

Hun døde af sine kvæstelser 13 dage senere på et hospital i Singapore.

– Vores datter har endelig fået retfærdighed. Jeg takker retsvæsenet og regeringen, siger Jyoti Singhs mor, Asha Devi, efter henrettelserne ifølge nyhedsbureauet dpa.

Seks mænd dømt skyldige

Seks mænd blev dømt skyldige i overgrebet. En af dem begik selvmord i fængslet, mens en anden blev løsladt efter at have tilbragt tre år i et ungdomsfængsel.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Dømt til døden i 2013

Mændene blev i 2013 dømt til døden ved hængning, og i 2017 stadfæstede Indiens højesteret dommen. Siden blev henrettelserne dog gang på gang udskudt.

I 2017 kaldte kvindeaktivisten Ranjana Kumari stadfæstelsen en historisk dom.

– Dommen sender et historisk budskab til alle, der begår vold mod kvinder, om at de kan forvente den højeste straf i dette land, hvis de gør noget lignende, sagde hun til den indiske nyhedskanal NDTV ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Voldtægten fremkaldte dengang store protester og vrede i Indien, hvor vold og chikane af kvinder er et stort problem. Sagen satte globalt fokus på Indiens behandling af kvinder.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu