Fire partier er godt slemme med valgplakaterne

20. maj 2019 12:21 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

300 plakater er blevet fjernet i løbet af ganske få dage.

Fire partier er godt slemme med valgplakaterne
Billedet her er ikke valgt under påstand om, at plakaterne på det hænger ulovligt. Det er blot et genrefoto. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Aarhus Kommune er i gang med at tage ulovlige valgplakater ned fra lygtepælene. Siden i onsdags er det blevet til 300 styk. Især fire partier har ikke styr på reglerne.

– Det er vildt, hvor mange valgplakater der er hængt ulovligt op.

Så kort og kontant lyder det fra chef for drift og myndighed i Aarhus, Kim Gulvad Svendsen til TV2 Østjylland.

Mandag morgen var status 300 nedtagne plakater, og flere står for skud.

– Vi har fået omkring 150 borgertip via vores app om andre plakater, som vi ikke har fået kigget på endnu, fortæller Kim Gulvad Svendsen til TV2 Østjylland.

Den foreløbige opgørelser viser, at fire partier er de værste syndere.

Flest ulovlige plakater står Venstre for, og på de følgende knap så flatterende topplaceringer kommer De Radikale, Enhedslisten og Socialdemokratiet.

– Det er ret massivt, og især på Ringvejen og de store indfaldsveje har der været mange ulovlige, siger Kim Gulvad Svendsen.

Det koster hver gang

Aarhus Kommune har sat Verdo på opgaven med nedtagningen, og afdelingschefen venter, at deres arbejde står på nogle dage endnu.

– I gennemsnit koster det 300 kr. pr. plakat, der skal tages ned. Regningen for kommunens omkostninger ved nedtagningen deles mellem partierne ud fra, hvor mange ulovlige de havde oppe, forklarer afdelingschefen, der har oplevet, at et dobbeltvalg har haft betydning for antallet, har Kim Gulvad Svendsen tidligere fortalt.

Hos Venstre i Aarhus er bestyrelsesformanden af gode grunde træt af førstepladsen, ingen gider have.

– Det er lidt en gåde, hvorfor det er sket. Vi har at gøre med frivillige og almindelige mennesker, som vil hjælpe i den gode sags tjeneste. De har nok ikke altid været lige opmærksomme på, om de overholder loven, siger Venstre-formanden Susanne Green til TV2 Østjylland.

Hun forsikrer ellers om, at partiet har gjort meget for at informere ophængerne om reglerne.

– Måske er de for kringlede? Til næste kommunalvalg må vi informere, informere og informere, siger Susanne Green.

Hvem regningen ender hos, er formanden på nuværende tidspunkt ikke klar over.

– Jeg synes, at det ville være unfair, hvis Venstre i Aarhus får regningen, for der hænger jo også plakater for mange andre kandidater end lige de lokale, lyder det fra bestyrelsesformanden.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu