Firma sagsøger bedstefar efter dødsulykke

17. januar 2020 22:39 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Mandens barnebarn mistede livet.

Firma sagsøger bedstefar efter dødsulykke
Pigens liv stod ikke til at redde efter ulykken. Genrefoto.

En bedstefar til et 18 måneder gammelt barn, der døde i en ulykke på et krydstogsskib, er blevet sagsøgt af Royal Caribbean, der står for driften af skibet. Det skriver USA Today.

Royal Caribbean indgiver søgsmålet i forsøget på at få afvist et søgsmål, Royal selv er blevet mødt med. Newsbreak.dk omtalte netop sagen, da de efterladte valgte at sagsøge Royal Caribbean.

Artiklen fortsætter under videoen

Dengang fortalte pigens mor, Kim Wiegand, at de efterladte ville have to ting ud af søgsmålet; de ville have økonomisk kompensation, og de ville sikre, at lignende ulykker blev forhindret i fremtiden.

– Det er en meget svær dag for vores familie. Vores datter Chloe døde i juli, og hendes 2. fødselsdag ville have været denne fredag, 13. december. Jeg bruger mine aftener på at besøge hendes grav, i stedet for at vugge hende i søvn. Vi vil gøre hvad som helst for at gøre det om, sagde Kim Wiegand og fortsatte.

– Royal Caribbean spillede en stor rolle i vores datters død. Der er ingen grund til, at skibet skal have vinduer på 11. sal, der kan åbnes så meget. At lægge sag an sender en besked til dem om, at det er helt forkert, sagde hun.

Tiltalt af politiet

Pigens bedstefar er i forvejen blevet tiltalt for uagtsomt manddrab. Her risikerer han tre års fængsel. Nu har Royal Caribbean altså også lagt sag an mod ham.

Pigen døde i sommeren 2019. Hun faldt ned fra 11. sals højde, mens bedstefaderen holdt hende op til et åbent vindue. Skibet lå ved kaj i Puerto Rico, da ulykken skete, og pigen mistede livet.

Pigens bedstefar har tidligere forklaret, at han ikke vidste, at vinduet, han løftede pigen op til, stod åbent, men Royal Caribbean lægger altså ansvaret for pigens død i hænderne på bedstefaderen.

USA Today skriver, at Royal Caribbean henviser til videoovervågning fra skibet, der viser, at bedstefaderen stod med hovedet ud af det vindue, han kort tid efter løftede pigen op til, før hun faldt ud, ned og døde.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu