ANNONCE

Flåt med farlig virus bor i sommerlandet

23. juni 2020 18:04 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk og Ritzau Info

En farlig, sjælden sygdom er fundet i flåter i populære ferieområder. Du kan stadig gå i skoven, men tag dine forholdsregler.

Flåt med farlig virus bor i sommerlandet
Bornholm har tidligere været et af de eneste steder i Danmark, hvor personer er blevet smittet med TBE-virus, men inden for de seneste par år har der været beskrevet tilfælde af TBE som følge af flåtbid i Nordsjælland. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix

Rejser du på sommerferie til Nordsjælland eller Bornholm, skal du være ekstra forsigtig, når du lader de bare ben vandre gennem skovbundens græstotter.

(I bunden af artiklen kan du blive meget klogere på flåter – og hvordan du skal forholde dig).

Her kan du nemlig være uheldig at støde på flåter med den farlige sygdom TBE-virus – også kendt som centraleuropæisk hjernebetændelse.

Mens Bornholm længe har været kendt som risikoområde for den flåtbårne sygdom, har en række forskere for andet år i træk også kunnet indsamle den ved en bestemt naturlegeplads i Tisvilde Hegn i Nordsjælland.

– Risikoen er meget lokaliseret til enkelte steder. Det kan være ned til en håndboldbanes størrelse, hvor en stor andel af flåterne har virussen, mens der 1-300 meter væk slet ikke vil være nogen risiko, siger Peter Henrik Andersen, der er afdelingslæge på Statens Serum Institut.

I Danmark er borrelia og TBE-virus de to sygdomme, du kan udvikle efter flåtbid. Typisk overføres borrelia først 24 timer efter flåtbid, mens det forholder sig anderledes med TBE.

– Virusset findes i flåtens spytkirtler, så der vil allerede være en risiko for at have fået smitten, idet den bider sig fast på en person og suger blod, siger Peter Henrik Andersen.

Du kan ikke se, om flåten er inficeret med sygdommen, men får du inden for 1-2 uger symptomer som feber, muskelømhed og hovedpine, kan du være blevet ramt af infektionen.

Hos hver tredje, der bliver inficeret med TBE-virus, opstår der en alvorlig hjernebetændelse, hvor man efter en symptomfri-periode blandt andet kan opleve lammelse og talebesvær.

Der opstår typisk kun 1-2 tilfælde af TBE-sygdom om året på Bornholm. I 2019 var dog fem tilfælde.

– Overordnet er det stadig en sjælden infektion, og der er andre ting med langt større risiko. Men man skal kende til sygdommen og tage sine fornuftige forhåndsregler, siger han.

Om du befinder dig i et TBE-område eller ej, så anbefaler naturvejleder Mette Millner Raun, at du altid dækker dig ind i tøj, som slutter til i enderne, når du vil afvige fra skovstierne.

– Vil man mindske risikoen, kan man også altid vælge at holde sig til stierne. Men det er lidt den kedelige naturoplevelse, så det vil jeg ikke anbefale som naturvejleder, siger Mette Millner Raun.

Gør det i stedet til en rutine at tjekke dig selv og dine børn, når I træder ud af enhver skov uanset landsdel – jo hurtigere, jo bedre.

Flåten søger mod fugtige steder, så tjek under armene, i hovedbunden, knæhaser og i skridtet.

Finder du en flåt, så fjern den med en tægetang eller brug to negle, og klem i et resolut tag.

Symptomerne

Symptomerne på TBE er delt i to faser. Omkring en uge efter biddet får omkring en fjerdedel af de smittede influenzalignende symptomer og feber i en uges tid.

Derefter vil omkring en ud af tre af dem, der har influenzasymptomerne, opleve sygdommens anden fase og udvikle symptomer på hjernebetændelse.

Det vil typisk ske efter 1-21 dage uden symptomer efter perioden med influenza.

Omkring en tredjedel af dem, der bliver indlagt med sygdommen, får længerevarende mentale eller neurologiske følger.

Fakta

Flåter

  • Flåten lever i skov- og naturområder. Men den findes også i haver og parker.
  • Sæsonen for flåtbid er fra maj til oktober.
  • Flåten er den næststørste overfører af smitsomme sygdomme og overgås kun af moskitoer.
  • Flåten kan overføre sygdomme som borrelia og centraleuropæisk hjernebetændelse (TBE).
  • Risikoen for overførelse af sygdommen er størst, hvis flåten får lov at sidde på huden i mere end 24 timer.
  • Flåten kaldes ofte fejlagtigt for en tæge. Men den er mere i familie med edderkoppen.
  • I skovområder er det klogt at klæde sig fornuftigt med for eksempel lukkede sko og bagefter tjekke sig grundigt for flåter.
  • Flåter skal fjernes så hurtigt som muligt og bedst med en pincet.
  • En rød ring i løbet af nogle dage omkring biddet kan være tegn på borrelia-infektion og kræver lægebesøg.
  • Normalt behandles flåtbid let med antibiotika. Men ellers kan bakterien vandre videre til nervesystemet og føre til alvorlig sygdom og invaliditet.

Kilder: Ritzau, Wikipedia og Statens Serum Institut.

Fakta

Hvornår skal man søge læge efter flåtbid

Kontakt din læge hvis du oplever følgende symptomer efter et flåtbid:

  • Udslæt der kan være Erythema migrans (rødt udslæt, som breder sig ud over bidstedet og får en diameter på mere end fem centimeter). Udslættet er det mest almindelige symptom på borreliose og kan ses fra 3-30 dage efter et flåtbid. Erythema migrans er et symptom på lokal Borrelia-infektion fordi bakterien sidder i huden.
  • Ansigtslammelse
  • Udstrålende smerter med eller uden lammelser i ryg/arme/ben og/eller føleforstyrrelser i huden
  • Influenzalignende symptomer som hovedpine, lysfølsomhed, sygdomsfornemmelse, feber, muskel- og ledsmerter
  • Hævelse og væskeansamling i knæleddet eller et af de andre store led

Kilde: Statens Serum Institut

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu